»Lad mig ikke dø. Giv mig lidt længere tid ... lad mig se mine børn igen.«

Superstjernen Elton John lå i en hospitalsseng i London og mærkede døden ånde ham i nakken.

Derfor foldede han hænderne og bad indtrængende til Gud.

Vorherre hørte tilsyneladende Sir Eltons bøn. Det er i hvert fald over to år siden, at den verdensberømte sanger vendte tilbage til livet efter flere dages meget kritisk sygdom.

»Jeg lå vågen hele natten og spekulerede på, om jeg skulle dø. På hospitalet, alene i den øde nat, bad jeg.

Den britiske popkonge har netop udgivet en selvbiografi med den enkle titel 'Me'.

Her afslører han blandt andet, at han er diagnosticeret med prostatakræft.

Og det var netop den kræftsygdom, der tilbage i 2017 nær havde kostet den 72-årige sanger livet.

Elton John og hans mand, producer David Furnish.
Elton John og hans mand, producer David Furnish. Foto: YANN COATSALIOU
Vis mere

Under en turné i Sydamerika fik han nemlig en infektion i forbindelse med en behandling.

»Lægerne fortalte David, at jeg havde været 24 timer fra at dø. Havde turneen i Sydamerika varet bare en dag mere, havde det været slut: Død!« skriver han.

Bogen bliver for tiden bragt som føljeton i avisen Daily Mail.

Elton John beskriver i biografien, hvordan han i al hast blev bragt til et hospital i London og siden opereret.

»I to dage efter var jeg på intensiv. Da jeg kom mig, fortalte de, at jeg havde fået en alvorlig infektion i Sydamerika, og at de behandlede den med massive doser af antibiotika.«

»Men feberen kom tilbage. De tog prøver af infektionen ... det var mere alvorligt, end de først havde indset.«

Sygdommen betød, at Sir Elton i foråret 2017 måtte aflyse otte koncerter i USA.

Dengang lød det fra hans manager, at der var tale om 'en farlig og sjælden bakterieinfektion', men det blev ikke afsløret, at årsagen til miseren var en kræftsygdom.

Heldigvis for Elton John – og alle os, der elsker hans musik – lykkedes det lægerne at få styr på infektionen, og senere samme år kunne han fejre sin 70-års fødselsdag i Hollywood med en kæmpe fest.

Problemerne med helbredet har ifølge stjernen selv fået ham til at indse, at han må droppe det hårde turnéliv og koncentrere sig om sin familie.

Derfor rejser han i løbet af 2019 rundt i verden på en afskedsturné, som han understreger bliver hans absolut sidste.

Den levende legende gæstede Danmark og Royal Arena i foråret.