Den københavnske gadefestival Distortion er blevet udskudt.

Det oplyser arrangøren i en pressemeddelelse.

Den fem dage lange fest skulle have fundet sted i Københavns gader i begyndelsen af juni.

Men det udsættes nu til 26.-30. august grundet det aktuelle corona-udbrud, der har lukket store del af Danmark ned.

(ARKIV) Distortion på Vesterbro, torsdag den 1. juni 2017.
(ARKIV) Distortion på Vesterbro, torsdag den 1. juni 2017. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Vores festivalplads i den lille skov på Refshaleøen var ledig, og arbejdet med at flytte hovednavne ser lovende ud. Samtidig håber vi, at vores beslutning kan lempe lidt af presset på myndighederne. Lige nu har kommunens embedsmænd og politiet vigtigere opgaver end forberedelsen af Distortion,« siger festivalens direktør Thomas Fleurquin.

»Vi har overvejet mulighederne i over en uge, og vi er sikre på, at vores beslutning er den rigtige for alle involverede.«

Direktøren oplyser, at man ikke regner med at ændre på Distortions format på trods af den aktuelle situation. Der vil stadig blive oprettet musikzoner i udkanten af brokvartererne, lyder det.

Beslutningen om at rykke gadefesten møder opbakning på Københavns Rådhus.

»Det er fornuftigt og helt afgjort den rigtige beslutning at flytte Distortion til et andet tidspunkt. Lige nu er vi i en meget alvorlig og usædvanlig situation. Mange arbejder hårdt på at vi kommer igennem det her som samfund, på den bedst mulige måde,« siger Socialdemokratiets politiske ordfører på Københavns Rådhus, Jonas Bjørn Jensen.

Det store weekendarrangement, Distortion Ø, vil som altid foregå på Refshaleøen.

Distortion er i dialog med de allerede annoncerede hovednavne, og det forventes, at flere kan flyttes til de nye datoer. Festivalen annoncerer løbende, når navne genbekræftes.

Har man købt billet til gadefestivalen, vil man få en mail med yderlige info. Allerede købte billetter vil gælde på de nye datoer, men kan også refunderes, hvis man ønsker det.