De seneste 13 år har seere af det populære underholdningsprogram 'Vild med dans' kunnet se danseren Mads Vad glide hen over gulvet og forsøge at lære sin partner de rette trin og den korrekte holdning.

Men i år må seerne spejde forgæves efter ham, for han har valgt ikke at stille op igen.

Årsagen er, at der er kommet noget nyt til i hans liv, som han hellere vil fokusere og bruge sin tid på i år, fortæller den professionelle danser til Billed-Bladet.

Sammen med hustruen Nana blev han nemlig i midten af maj forælder for første gang, da deres søn kom til verden.

Mads Vad dannede sidste år dansepar med skuespillerinden Molly Egelind.
Mads Vad dannede sidste år dansepar med skuespillerinden Molly Egelind. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Allerede inden den lille dreng blev født, havde den 34-årige danser truffet beslutningen om ikke at vende tilbage til underholdningsprogrammet, da han ikke ville være så langt og så længe væk fra sønnen, mens han endnu er så lille.

Til Billed-Bladet fortæller Mads Vad, at han ved, han har truffet den rigtige beslutning – også selvom han savner at være med i programmet, som har sæsonpremiere til efteråret.

»Men når jeg så kigger på lillemanden, så ved jeg, at jeg har truffet den rigtige beslutning,« siger han til ugebladet.

Når danseprogrammet får premiere til efteråret, har 12 kendte ansigter valgt at sige 'ja' til at stille op.

Der er tale om den tidligere bokser Mikkel Kessler, sangerinden Coco O., bordtennisspilleren Michael Maze, erhvervskvinden Birgit Aaby, skuespilleren Jakob Fauerby, kokken Umut Sakarya, skuespillerinden Neel Rønholt, modellen Oscar Bjerrehuus, desertkokken Christel Pixi, skuespillerinden Marie Bach Hansen, sangerinden Anne Dorte Michelsen og tv-værten og skuespilleren Christopher Læssø.

Blandt dommerne har det i år været nødvendigt at lave en udskiftning.

På grund af en hjerteoperation kan Britt Bendixen nemlig ikke indtage sin faste plads i dommerpanelet.

I sidste uge blev det afsløret, at hendes afløser bliver en 'Vild med dans'-kending, nemlig den tidligere professionelle danser og danseskoleejer Marianne Eihilt.