DRs underholdningschef er skuffet over, at det danske grandprixhåb Fyr & Flamme ikke klarede sig videre til Eurovision-finalen torsdag aften.

»Jeg er skuffet på Danmarks vegne, for danskerne valgte det her nummer, fordi de troede på det – det gjorde jeg også – og så tog vi afsted og har knoklet i to uger for at få det til at lykkes. Men det gjorde det ikke, og det er enormt skuffende, det er da klart,« siger Jan Lagerman Lundme.

Da Fyr & Flamme, bestående af Jesper Groth og Laurits Emanuel, vandt det danske Melodi Grand Prix i marts, proklamerede de hurtigt, at de ikke ønskede at oversætte deres danske sang til engelsk i den europæiske finale, som det eller har være kutyme de seneste år.

Men Jan Lagerman Lundme mener ikke, at det var dumt at synge på originalsproget.

Fyr & Flamme deltog med sangen 'Øve os på hinanden'.
Fyr & Flamme deltog med sangen 'Øve os på hinanden'. Foto: Robin van Lonkhuijsen
Vis mere

»Jeg har det sådan, at den sang var født på dansk, og Fyr & Flamme havde lyst til at fremføre den på dansk. Jeg er stadig glad for, at vi holdt fast i det. At ændre deres kunstneriske frihed har jeg ikke mandat til at gøre. Heller ikke selvom man et eller andet sted kunne have en teori om, at det kunne være skidt i en konkurrencemæssig sammenhæng,« siger underholdningschefen.

»Vi kom ikke videre, men jeg tror til gengæld, at mange danskere har siddet derhjemme og syntes, det var lækkert at høre en dansk sang i Eurovision. Det er mange år siden, det sidst er sket.«

Hvor der de seneste år ofte kun har været et enkelt dansk bidrag, bestod det danske grandprix i marts af historisk mange danske sange.

Foruden Fyr & Flamme sang også Chief 1 og Thomas Buttenschøn dansk i grandprixet. Det samme gjorde Emma Nicoline og Nanna Olivia.

DRs underholdningschef Jan Lagrmand Lundme.
DRs underholdningschef Jan Lagrmand Lundme. Foto: Anne Bæk
Vis mere

Men selvom den danske lyrik desværre ikke klarede skærene i Eurovision i år, synes Jan Lagerman Lundme ikke, DR skal stræbe efter at have færre danske sange blandt bidragene næste år.

»Det kommer an på, hvilke sange der bliver sendt ind. Jeg har det ikke sådan, at vi ikke skal have danske sange i det danske grandprix igen – det ville være helt vanvittigt, for vi er danskere,« siger han.

»Der er også nogen, der mener, det er mega modigt og sejt at gøre det. Selvfølgelig tager jeg altid kritik alvorligt, men det skal også være en reel kritik. Så vi må ind og analysere på, hvad grunden var. Lige nu ved vi jo ikke, hvorfor drengene ikke gik videre – for de har knoklet så sindssygt hårdt og leveret et flot præstation.«