Han har været en mand af få ord.

Reiley, som repræsenterede Danmark til Eurovision, gjorde sig bemærket ved flere gange ikke at stille op til interview med den danske presse både før og efter semifinalen, hvor han røg ud.

Nu kommer der dog nogle ord fra den unge mand, hvis alder undervejs også har været et mysterie. Det sker på hans Instagram.

'Tak til Danmark for den her oplevelse. Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke kunne skaffe det resultat, som vi allesammen håbede på. Tak for tilliden. Jeg er for evigt taknemmelig over muligheden for at repræsentere mit smukke land ved Eurovision,' skriver han blandet andet og fortsætter:

'Jeg vil også gerne takke mit utrolige team og alle, der har været involveret i at støtte mig gennem denne rejse. Jeres dedikation og hårde arbejde er det, der har gjort dette muligt, og jeg er så taknemmelig for alt det, I gjorde for at hjælpe mig med at forberede mig til konkurrencen.'

Med Reileys exit i semifinalen var det tredje år i træk, at Danmark missede finalen.

Det er aldrig sket før, og nu vil DR i gang med at se på, hvad det er, der går galt.

»Det er da en ærgerlig historie at være en del af lige nu, så selvfølgelig kommer vi til at kigge på, hvordan vi kan omskrive historien til næste år,« lød det blandt andet fra Erik Struve Hansen, DR grandprixboss, efter det skuffende resultat.

Det var Sverige, der løb med sejren.