»Jeg græd hele natten, fordi jeg var så skuffet,« siger Dolly Parton, om dengang hun afviste Elvis Presley.

Fordi hun kunne næsten ikke tro, at det var sandt, da Elvis Presley fortalte hende, at han ønskede at indspille sin egen version af nummeret 'I will always love you'. Det skriver hun i et brev til sit yngre jeg i Big Issue's 'A letter to my younger self'.

»Det var det vildeste, der nogensinde var sket for mig. Hvem elsker ikke Elvis?«

Men begejstringen blev hurtigt afløst af en lige så stærk skuffelse. Elvis fik nemlig slet ikke lov til at indspille sin egen version af økonomiske årsager.

Dolly Parton er en af tidernes største Country-sangerinder.
Dolly Parton er en af tidernes største Country-sangerinder. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Tom Parker, Elvis Presleys manager, ringede til Dolly Parton eftermiddagen inden sangen skulle indspilles og forklarede, at de skulle have mindst halvdelen af indtægterne for sangen. Og det kunne hun ikke acceptere. Så hun måtte afvise 'Kongen', selvom hun var blevet inviteret i studiet dagen efter for at deltage i indspilningen.

Derfor lå hun også søvnløs den efterfølgende nat. Hun havde lige afvist en af de største legender i musikbranchen:

»Jeg er sikker på, at Elvis var lige så skuffet som jeg var, fordi det hele var blevet planlagt, og jeg ved, at han elskede den sang.«

At Elvis havde et særligt forhold til sangen kom blandt andre til udtryk, da hans kone gennem seks år, Priscilla, fortalte Dolly Parton, at han sang 'I will always love you' på vej ned ad trapperne ved retten efter deres skilsmisse.

Dolly Parton udgav sangen i 1974, og den blev straks et hit. Men da Whitney Houston lavede sin egen version i 1992, stak det helt af, og i dag står den tilbage, som en af de mest ikoniske kærlighedssange overhovedet.

På YouTube har den over en milliard visninger, den lå som nummer et på Billboards hitliste i 14 uger, og så er det en af de bedst sælgende sange i historien.