Længe brugte han de mørke, tonede solbriller til at skjule sin 'svaghed'.

Men undervejs i sin optræden på scenen ved dette års Eurovision valgte den norske sanger Tix at tage dem af – og vise, at en svaghed også kan være en styrke.

Den norske sanger Andreas Haukeland, der går under kunstnernavnet Tix, er let at genkende på sin plyssede pelskåbe, sit pandebånd og de karakteristiske solbriller.

Solbrillerne er han kendt for at bære hele tiden, men under dette års Eurovision valgte han at ændre på det.

Under fremførelsen af sin sang, 'Fallen Angel', rakte han en hånd op – og tog dem af.

Dermed fik publikum syn for den svaghed, han længe forsøgte at skjule.

Andreas Haukelund er nemlig født med Tourettes syndrom, hvilket har gjort, at han hele sit liv har kæmpet med ufrivillige tics – pludselige, ukontrollerbare bevægelser, som at han blandt andet blinker flere gange med øjnene i det skarpe lys, hvilket var det, publikum fik mulighed for at se midt på scenen, da solbrillerne røg.

»Det er virkelig svært at gøre. Det er noget af det sværeste, jeg kan gøre på en scene. Under prøven i dag var det lidt lettere at tage dem af, for jeg havde ikke så mange tics i øjnene. Men det kommer meget uanset, for jeg reagerer på scenelyset,« har Tix tidligere fortalt om det til norske NTB.

»Tanken er at vise folk den svaghed, som man måske ville have undgået at vise ellers. Meningen, jeg prøver at give til folk, er, at selv din største svaghed kan vendes til en styrke,« fortæller han.

I et interview med DR tidligere på ugen fortalte den 28-årige sanger, at de ufrivillige tics som barn gjorde ham til et mobbeoffer:

»Jeg bekymrede mig meget om at passe ind og var virkelig bange for at skille mig ud på en negativ måde. Jeg forsøgte at skjule mine tics så godt, jeg kunne. Men det lykkedes selvfølgelig ikke, for Tourettes er en diagnose, der er ret svær at skjule for andre,« forklarede han.

De børn, der drillede ham i skolen, gav ham øgenavnet 'Tics'.

Da han blev ældre, besluttede han sig for at tage ejerskab over det – og derfor tog han kunstnernavnet 'Tix'.

Under tirsdagens semifinale, som Andreas Haukelund deltog i, tog han derfor solbrillerne af – og det samme gjorde han igen under lørdagens finale. Mens millioner af seere så på.

»Sangen ('Fallen Angel', red.) handler om at føle sig utilstrækkelig. Den handler om at føle sig udenfor i denne verden,« har han fortalt til BBC, hvor han forklarede, at han håber, den kan få folk til at omfavne sig selv mere:

»Meningen med det øjeblik (hvor solbrillerne tages af, red.) er at vise folket denne engel. Hvad skjuler han? Hvad er hans svaghed? Hvorfor bliver han holdt tilbage af disse dæmoner? Hvad er han bange for?,« fortæller han.

Du kan følge med i, hvordan det går Tix og de 25 andre artister, der deltager i dette års Eurovision, som afholdes i Rotterdam, her på B.T., hvor vi livedækker hele begivenheden.