Den danske musiker Lydmor har fået nok.

Så meget nok, at den 30-årige kunstner har skrevet et indlæg, som handler om én bestemt person, nemlig Ekstra Bladets musikanmelder, Thomas Treo.

Og hvis man tror, at det er, fordi Lydmor - også kendt som Jenny Rossander - har fået en dårlig anmeldelse, så tager man fejl.

Hendes harme handler nemlig om, at Thomas Treo bruger sexistiske vendinger, når han skriver om kvindelige kunstnere.

Som eksempel nævner hun, at han kalder Madonna for en 'dum blondine' og Lana del Rey for en 'fæl narrefisse.'

Lydmor understreger i sin tekst direkte adresseret til avisen og anmelderen, at hun mener, det har meget håndgribelige konsekvenser, når man skriver sådan om kvindelige musikere.

Eksempelvis at piger, der drømmer om at blive noget inden for musik, måske mister modet, og at drenge, der læser disse ord, får et andet forhold til, hvordan man behandler kvinder.

Lydmors kritik, der kom ud fredag, har vakt opsigt, og flere kunstnere har delt hendes indlæg, skriver TV 2.

Der er blandt andet tale om sangerinder som Jada, Freja Kirk, Suleima og Fallulah.

TV-stationen har på baggrund af det opråb, som Lydmor er kommet med, rettet henvendelse til Thomas Treo og Ekstra Bladet.

Treo er ikke vendt tilbage på deres forespørgsel, men chefredaktør Poul Madsen svarer i en sms, at Thomas Treo 'bare ikke kan lide musikken.'

'Og det er vel ok, når man er sat til at anmelde. Men det er måske også forbudt midt i en tid, hvor alle står parat til at føle sig krænkede,' skriver han som svar.