De sociale medier svømmer over med hjerter, jubel og likes, efter det er blevet annonceret, at der bliver udgivet et sidste album fra afdøde Kim Larsen til midnat.

'Kan ikke vente, det bliver såååå fedt.'

'Dagen blev så meget bedre ved denne nyhed. Glæder mig til kl. 24, jeg sidder klar.'

'Dejligt din far nåede og få styr på det hele lige til det sidste, din far var mit store idol og nyder stadig hans musik i fulde drag.' Sådan lyder det fra brugere på Hjalmer Larsens Instagram og Facebook, efter han har annonceret nyheden om hans fars sidste album på de sociale medier.

Albummet hedder 'Sange fra første sal' og rummer Kim Larsens sidste sange, der er indspillet med hjælp fra hans såkaldte musikalske håndlangere - Larsens søn Hjalmer og daværende manager, Jørn Ørn.

Brugerne på både facebook og Instagram skriver, at de glæder sig til udgivelsen kl. 00.00 i aften. Også de kendte støtter op. For eksempel har tv-vært og journalist, Puk Elgaard, også kommenteret med et hjerte på opslaget.

Selv skriver hans søn, Hjalmer Larsen, i opslaget på Facebook:

'Jeg fortalte dig heldigvis, hvor uendelig stolt jeg er over at være med på den her plade, og at det altid vil stå som det største og smukkeste for mig. Tak fordi du altid satte barren så højt, og tak fordi jeg måtte være en del af det.'