Danske Nellie Bethel har de sidste seks år danset med selveste Jennifer Lopez – også kendt som J.Lo – og forleden stod den 30-årige danser fra Nørrebro igen på scenen i USA med den amerikanske superstjerne.

Anledningen var det spektakulære show 'Vax Live', der bliver vist på amerikansk tv lørdag, hvor der er optrædener med blandt andre J.Lo og Foo Fighters og besøg af prins Harry og David Letterman, der skal oplyse om vigtigheden af at blive vaccineret mod covid-19.

»Publikum bestod af 30.000 vaccinerede sundhedsansatte, og der var en fantastisk stemning. Man kunne virkelig mærke håbet,« siger Nellie Bethel om det forproducerede show, hvor J.Lo kun giver et enkelt nummer. Men forberedelserne krævede alligevel, at hun og hendes hold af dansere forinden trænede ni timer hver dag i to uger.

»Normalt kan man lære ti numre på den tid, men J.Lo er perfektionist. Hun ser alt og forventer det bedste af alle konstant – også under prøverne. Er der en lillefinger, der sidder forkert, bliver det rettet,« fortæller Nellie Bethel, der allerede som teenager rejste til USA for at forfølge drømmen om en international karriere.

Nellie Bethel har danset for verdensstjernen Jennifer Lopez i seks år.
Nellie Bethel har danset for verdensstjernen Jennifer Lopez i seks år.
Vis mere

Gennem årene har hun blandt andre arbejdet med Rihanna, Fergie og Beyonce og været en del af Cirque du Soleil i Las Vegas, men relationen til J.Lo er den, der har varet længst.

Nellie Bethel landede sit første job for sangerinden allerede i 2015, og siden har hun været fast tilknyttet hendes kæmpeshow i Vegas, været med på verdensturné, i utallige musikvideoer og til prisuddelinger, ligesom hun også var med, da J.Lo optrådte ved det legendariske half time show ved Super Bowl sidste år.

»Når vi har lidt mere afslappede job, hyggesnakker vi under prøverne, men der er altid en vis distance. Især hvis der er nye med på holdet, som der var denne gang,« siger Nellie Bethel om 'Vax Live', hvor J.Lo havde i alt 40 dansere med, og hvor 38 aldrig havde arbejdet med hende før.

»Hun ved, hvad hun vil have, hvordan hun vil have det, og hun kan vise dig, hvordan du skal gøre det, hvis du ikke gør det rigtigt. Hun har gjort mig til en bedre danser, for når du er et sted med så højt pres, kan du enten knække eller blive bedre. Heldigvis er jeg blevet bedre,« siger Nellie Bethel.

Nellie i træningslokalet med J Lo.
Nellie i træningslokalet med J Lo. Foto: Privatfoto
Vis mere

Selvtilliden har dog ikke altid været i top, og konkurrencen i den benhårde underholdningsindustri, hvor der altid fokuseres på udseende og fysik, kan være opslidende.

»Det første år med Jennifer var jeg 'skinny and scared' (tynd og bange, red.). Jeg var stresset og hele tiden nervøs for at blive fyret, og sådan er det bare. Du skal være den bedste hele tiden. Er du ikke god nok, ryger du ud, og det gjorde folk også. Men nu hvor jeg har været i branchen i 15 år og med Jennifer i seks år, er jeg meget mere hærdet. Jeg kender mig selv og elsker mig selv, og jeg ved, jeg er god nok,« fastslår Nellie Bethel.

Forholdet til den glamourøse arbejdsgiver beskriver hun som et professionelt tillidsforhold. Hun hænger ikke ud med sin chef over kaffeaftaler på tomandshånd, men hun har flere gange været til pool-dage i privaten og var også en udvalgt del af den inderkreds, der festede med J.Lo efter Super Bowl.

Men selv med sin årelange erfaring og masser af ekstraordinære oplevelser på cv'et kan hun stadig blive overrumplet over at stå og svede i et træningslokale lige ved siden af 'Jenny from the Block', som J.Lo også bliver kaldt.

Jennifer Lopez er kendt for sine vilde danseshow – her under Super Bowl i 2020.
Jennifer Lopez er kendt for sine vilde danseshow – her under Super Bowl i 2020. Foto: KEVIN WINTER
Vis mere

»Jeg går stadig fra prøverne nogle gange og tænker, hvor vildt det er, at det er normalt for mig at sige, 'vi ses i morgen, Jennifer Lopez',« griner Nellie Bethel.

»Det er syret, fedt og fantastisk at være en del af hendes verden. Men hvis der er noget, jeg har lært, er det, at jeg elsker mit eget bagland. Jeg vil ikke have andet end det, jeg har. Jeg elsker at være på scenen og gå af igen og bare være anonyme Nellie. Jeg tror, det er et hårdt liv at være så kendt,« lyder det fra den professionelle danser, der planlægger, at hun med tiden vil koreografere mere og ikke mindst hjælpe nye, unge danske talenter frem i den internationale danseverden. Derfor begynder hun i næste måned et mentorprogram.

»Jeg vil støtte andre, der drømmer om at nå dertil, hvor jeg er, men ikke ved, hvor de skal starte. I sin tid var der nogen, der troede på mig, og nu er det tid til at give tilbage.«