Folkene bag Tinderbox-festivalen i Odense kan i denne weekend prale med at have et navn på programmet, som konkurrenterne ville give deres højre arm for at få fat i.

Hun hedder Billie Eilish, er 17 år og fra Los Angeles og er lige nu verdens mest hypede teenager.

Den 1,61 meter, blå-hårede emo-prinsesse blev i foråret den første person født efter år 2000 til at indtage førstepladsen på den amerikanske albumhitliste.

I maj slog hun Kim Larsen af pinden på den danske hitliste, og da hun onsdag åbnede en merchandise-butik i København, var køen lang og fuld af spændte teenagere.

Billie Eilish, der både har kæmpet med depression og taler offentligt om at have Tourettes syndrom, er med rekordfart blevet et stilikon for alverdens unge, og denne sommer er det altså Tinderbox i Odense, der får æren af hendes besøg.

»Min kollega Karolina Hansen opdagede Billie Eilish i sommeren 2017 og gik derefter i gang med at arrangere en koncert med hende i København. Den blev meget hurtigt udsolgt, så herefter startede en dialog med hendes management om et dansk festivalshow,« fortæller John Fogde, talsmand for Tinderbox.

Festivalen fik en aftale i hus i slutningen af 2018, da det stadig kun var de mest ihærdige musikfans, der havde hørt om Billie Eilish. Så da hendes album i foråret gik til tops over hele verden, stod Tinderbox med et scoop.

Præcis hvor stor en økonomisk gevinst Tinderbox har scoret på at booke hende, før hun blev verdensstjerne, har John Fogde svært ved at svare på.

»Det er et regnestykke, som er meget svært at lave. Men skal man se på, hvor mange billetter hun kunne sælge i december sidste år, og så i dag vil jeg vurdere, at hun er mindst dobbelt så meget værd for os lige nu.«

Billie Eilish har trods sin stjernestatus fået et tidligt spilletidspunkt – klokken 17 om eftermiddagen – på Tinderbox. Det forsvarer John Fogde med følgende:

»Spilledage og tidspunkter er ikke altid noget, som vi selv er herre over. Jeg forstår pointen, men samtidig er det også vigtigt for os at have markante artister i løbet af eftermiddagen for at trække folk ud på pladsen. Så taget i betragtning af, at der nok også kommer en del gæster i den yngre aldersgruppe, synes jeg, det er et ganske passende tidspunkt.«