Siden de i 2015 bragede frem som teenageidoler i 'X Factor', har Citybois kæmpet for at vinde musikbranchens anerkendelse.

De blev kaldt døgnfluer og forkælede Gentofte-unger, man ikke skal tage alt for seriøst, men de er her endnu, og til sommer går en stor drøm for Anthon Knudtzon og Thor Farlov endelig i opfyldelse.

Siden 'X Factor'-dagene har de hvert år spillet på Smukfest i Skanderborg.

Første år fløj de på en hype og var måske bare glade for at være med. Andet år var de trods alt stadig bare et par unge teenageknægte, men efterhånden som årene gik, skete der ikke nogen udvikling.

Smukfest blev ved med at placere dem på den lille Sherwood scene uden for festivalens hegn søndag formiddag langt fra det fine selskab.

Hvor det kostede penge at komme ind og se de etablerede popstjerner inde på festivalpladsen, måtte Citybois nøjes med at underholde gratisterne på det mest søvnige tidspunkt på hele festivalen.

I DR's dokumentarserie 'Fra Bois til mænd'. hvor man blandt andet fulgte dem på Smukfest i 2018, havde Thor Farlov krise over koncerten.

»I dag er vi på Skanderborg. Vi spiller sommerens værste show. Det show, jeg har glædet mig allermindst til,« sagde han til kameraet med udsigt til at skulle optræde i regnvejr søndag klokken 12 foran et beskedent publikum.

Citybois-fans på Smukfest i 2016.
Citybois-fans på Smukfest i 2016. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Men nu er der altså godt nyt for Citybois.

Efter fire år på gratis-scenen har de i år fået plads i det 'rigtige program' på den såkaldte P3-scene, hvor de skal spille onsdag aften kl. 18. De har tilmed ikke fået den største 'konkurrence' om publikums gunst, da hovednavne som Robbie Williams, Suspekt og den store jubilæumskoncert først afholdes senere på aftenen.

Smukfest uddyber ikke over for B.T., hvorfor Citybois er blevet værdige til at spille på en af de 'rigtige' scener. Talsmand Poul Martin Bonde skriver kort i en e-mail:

'De har i flere år lavet en fest hos os med deres koncerter på Sherwood Scenen – og det ser vi frem til, at de gør i år, for endnu flere mennesker, i P3 Teltet.'

Citybois er naturligvis glade og har sendt følgende besked til B.T.:

'Efter fire år i branchen, fire år på Smukfest og fire år på samme scene, så kan vi love dig for at vi er klar til 'boisificere' P3 teltet til dette års Smukfest. Vi glæder os helt sygt, og vi tager hele holdet med.'

20-årige Anthon Knudtzon og 19-årige Thor Farlov skiftede sidste år pladselskab fra det 'X Factor'-relaterede Sony Music til Universal Music. De har senest udsendt singlen 'Sig mig', der snart runder tre millioner afspilninger på Spotify.
Senere på året har de fået æren at lukke Tivoli i Københavns fredagsrockprogram den 20. september.