Justin Bieber har det med at lægge sig ud med sine mange fans for tiden.

1. april var han genstand for udbredt raseri blandt sine knap 110 millioner følger på Instragram, da han lavede en aprilsnar om at konen Hailey Bieber var gravid.

Det var hun ikke, og så blev han bebrejdet for at spøge om et emne, der gør ondt på mange mennesker - for eksempel kvinder, som ikke kan blive gravide.

Sangeren undskyldte mange gange, men han blev tilsyneladende ikke klogere. I hvert fald har han nu endnu engang lagt rumpen gevaldigt i klaskehøjde.

Justin Bieber har ikke udgivet et album siden 2015. (Arkivfoto/Scanpix)
Justin Bieber har ikke udgivet et album siden 2015. (Arkivfoto/Scanpix) Foto: CHRISTOPHE ARCHAMBAULT
Vis mere

Søndag optrådte Justin Bieber på Coachella, hvor han dukkede uventet op til pop-kollegaen Ariana Grandes koncert. Lidt af en lækkerbisken for de tilstedeværende fans, for i de seneste to år har han kun givet en enkelt liveoptræden.

Det var åbenbart også en overvældende oplevelse for hjerteknuseren, der i sin iver kom til at lave lidt af et mic drop: 'Nyt album snart', lød det, inden han lagde mikrofonen og forlod scenen'. Men det er desværre ikke sandt.

Det skriver TMZ, som mener at vide, at der er mere end et år til albummet kommer. Og så er 'snart' lidt af en stramning fra den 25-årige sanger.

Men hans mange fans kan glæde sig over, at det går den rigtige vej for stjernen, som længe har været plaget af psykiske problemer, og ikke har udgivet musik siden 2015.