Et 'digitalt terrorangreb' og 'et brandingmæssigt selvmål', der som minimum bør resultere i en ydmygende happening og en stor tatovering.

Sådan vurderer rapstjernen Benjamin Hav det seneste voldsomme træk fra giganten Google, som har resulteret i, at YouTube i disse timer støvsuges fuldstændigt for musik af danske kunstnere.

'Det er et brandingmæssigt selvmål af YouTube, og jeg forudser en ledelsesmæssig omstrukturering i virksomheden, så der kan blive luget ud i de allermest indavlede beslutningstagere,' skriver rapperen, der fik sit gennembrud som den ene halvdel af Benal, blandt andet i en sms til B.T.

Torsdag aften offentliggjorde Koda, der varetager de danske komponister og sangskriveres rettigheder, at Google lørdag vil fjerne al dansk musik fra deres populære streamingtjeneste. Det sker, efter at en hård forhandling mellem Koda og Google er gået i hårdknude, og at Google – ifølge Koda – som følge deraf vil reducere de danske kunstneres honorar med 70 procent, indtil man kan blive enige om en klar aftale.

Benjamin Hav fik sit gennembrud med rapgruppen Benal. Nu laver han musik i eget navn.
Benjamin Hav fik sit gennembrud med rapgruppen Benal. Nu laver han musik i eget navn. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det nægter Koda at gå med til, og derfor bliver musikken nu fjernet lørdag, mens oprydningsarbejdet allerede er godt i gang.

På de sociale medier har flere danske kunstnere udtrykt deres store utilfredshed med Googles indgreb, og i en sms til B.T. fortæller Benjamin Hav, at it-giganten skyder sig selv i foden.

'Det er et digitalt terrorangreb på især de små og middelsmå danske musikere, når Google – en af verdens største virksomheder – forsøger at spare, hvad der for os andre svarer til fem kroner og en pizza,' siger han om selskabet, der er over 1.000 milliarder dollar værd.

»For mig personligt er det fint, min succes buldrer derudad som et godstog i de japanske bakker, men for mange andre musikere er det et hårdt slag i et i forvejen skrøbeligt mellemgulv.«

Efter Kodas udmelding torsdag aften valgte Google selv at tage bladet fra munden. Og på et hasteindkaldt pressemøde fredag formiddag fortalte Dan Chalmers, direktør for YouTube Music i Europa, at det er direkte løgn, når organisationen siger, at Google og YouTube har krævet, at musikerne går 70 procent ned i deres indtægter fra YouTube.

Han oplyste, at streamingtjenesten faktisk har tilbudt en bedre aftale end den eksisterende – uden dog at ville konkretisere indholdet, da aftalen er dækket af tavshedspligten, fortalte han på pressemødet.

Benjamin Hav mener dog, at der skal meget mere end en udtalelse på et pressemøde til at formilde de ramte.

'Googles danske direktør skal som minimum indrykke en annonce i fem store danske dagblade med en helsides-selfie, på knæ og med ægte tårer i øjnene, mens en hårdhændet tatovør skriver 'UNDSKYLD' med gotiske bogstaver på den lille CEO-hals,' siger han.

Det er kun danske brugere, som ikke længere kan se danske kunstnere. I hvert fald indtil Koda og YouTube eventuelt skulle nå frem til en aftale.