Benjamin Hav og Magnus Albert Renscher dannede fra 2012 til 2019 den succesfulde hiphop-dup 'Benal', der udgav flere albums og spillede mange store koncerter. 

Men i starten af 2019 annoncerede de, at de ville gå hver til sit efter en farvel-tour. 

Og nu afslører Benjamin Hav i et interview med Euroman, at de ikke har talt sammen siden. 

»Vi sagde farvel til hinanden i starten af 2019, og så spillede vi sammen hele det år. Alle mulige festivaler og koncerter. Vi sluttede med at spille tre aftener i streg i Vega, og da vi havde spillet den sidste, sagde vi farvel til hinanden. Sagde: 'Hey, jeg elsker dig.' Og så har vi ikke snakket sammen siden,« siger han til mediet. 

Benjamin Hav, der siden 2019 har begået sig med stor succes som solist, fortæller, at han selv synes, at det er super mærkeligt, at de ikke har talt sammen i cirka fem år, og at han ikke ved, hvorfor ingen af dem har taget kontakt. 

Den manglende kontakt er endda sket på trods af, at han betegner Magnus Albert Rensch som sin - i hvert fald på daværende tidspunkt - 'bedste ven' i interviewet. 

Han nævner dog en mulig årsag. At de mødtes gennem musikken, og da der ikke længere var musik imellem dem, har de mistet kontakten. 

Benjamin Hav understreger dog, at de ikke er uvenner, og at han håber, at de kommer til at snakke sammen igen en dag. 

I interviewet beretter han også om en vild løgn om sin kones helbred, som han kom til at fortælle under en koncert på Festivallen NorthSide. Læs mere om det HER