Da B.T. i 2023 interviewede Benjamin Hav, fortalte han, at hans kone havde været ude for en alvorlig trafikulykke.

Der var bare lige ét problem, som han i dag erkender var dumt, og som gjorde hans kone 'pissesur'.

Benjamin Hav er kendt som en joker, man aldrig helt ved, hvor man har.

I et nyt interview med magasinet Euroman handler det netop om Benjamin Havs tendens til at opdigte historier, og her kommer de blandt andet ind på en episode, der går cirka halvandet år tilbage.

I sommeren 2023 havde Benjamin Hav netop udgivet nummeret 'Esbjerg, torden og regn'.

I et interview med B.T. på Northside festival i Aarhus fortalte Benjamin Hav, at nummeret handlede om, at hans kone havde været ude for en trafikulykke i Esbjerg i det foregående efterår – og at hun var på hospitalet i lang tid.

»Det var noget rigtig lort, så det var en hård tid,« fortalte han blandt andet.

I det nye Euroman-interview påpeger journalisten, at Benjamin Hav året efter på Northside 2024 afslørede, at det han havde sagt om sin kone ikke passede.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Han forklarer i det nye interview, at det bare var noget, han kom til at sige – og at han i dag jo godt ved, at det var dumt sagt.

»Bagefter var der artikler i medierne om det, og min kone blev pissesur. Det var helt klart en dum idé. Det var noget rod, det var noget lort,« erkender han.

Han fortæller videre, at han i dag vil være 'mere i sync med den autentiske del af sig selv' og tilføjer:

»At sige noget, der er direkte forkert, og som gjorde min kone irriteret, er dumt.«