»Vil I have heavy nu? Metallica giver jer heavy, Københaaaaavn,« lyder det fra forsanger James Hetfield.
Og så ved Parkens fans godt, hvad der venter.
»Hey, hey, hey,« lyder det fra de 47.000 fans halvvejs i showet med en park af fingre peget mod scenen.
Det er hittet 'Sad But True', og vi er kun halvvejs.
Man havde ellers frygtet lyden i Parken, af og til runger det godt nok, for bassen smadrer op gennem tribunerne.
»Åhhh, åhhh,« lyder det fra publikum med satanisttegnet i vejret. Hallelujah!
»Vi får en masse sjov i aften,« råbte James Hetfield allerede i begyndelsen.
Det får vi. Selvom Metallica giver et show, som de plejer. Virtuost, tungt og thrashet med masser af speed i riffene og Kirk Hammetts wahwah-pedal.
Uptempo heavymetal –også kaldet thrash metal – en genre, som Metallica var bannerfører for.
Med en enkelt larmende ballade som 'The Unforgiven' til fællessang i ny og næ.
Billeder af kirkegårde, Jesus Kristus, fantasydyr, soldater, sovjetiske arbejderflokke a la Pink Floyds The Wall lægger baggrundstapet.
Lars Ulrich klasker anarkistisk med tungen, og James Hetfield holder flowet med langt, gråt hår og moustache.
De gamle tungrock-drenge vader rundt på broen, så guitarer stikker op i hovedet på publikum.
»Kan I mærke det, København,« råber en hæs James Hetfield, der også kan synge.
Hold da helt heavy, hvor er ceremonien storladen!
De tager pause mellem numrene, så publikum kan tiljuble deres idoler.
Metallica burde have spillet på Roskilde Festival. Så havde vi haft en rigtig fest på Orange.
Parken har hele dagen været flasket op med bajere og merchandise.
Det er store fadbamsefest. Man skulle tro, det ikke er Lars Ulrich, men Lars Løkke, der holder rytmen.
FCK-fans må måbe. Metallica vinder guld i år.
Folk får det, de vil ha'. Eller.
Jam er ofte udskældt, men det er Metallica heldigvis ligeglade med, da Kirk Hammett får frit spil med bassist Robert Trujillo, og aftenens nationale overraskelse kommer.
Corny eller ej, så tager Metallica altid en lokal klassiker med til hver nation. I Tyskland spillede de Rammsteins 'Engel', i Sverige rockklasikkeren 'Staten och Kapitalet', og i Danmark synger bassist Robert Trujillo?
Disneyland after Dark: 'Sleeping my day away!'
Det er kosteligt gøgl. Intet mindre!
De holder publikum flot med de mindre kendte numre. Flammer fra scenen blæser kinderne varme.
Modigt af dem spiller de fem af 18 numre fra seneste, roste udspil 'Hardwired... to Self-Destruct'. Bandet ved godt, at det er de numre, folk lytter mere til end synger med på.
»Kunne I lide den? Det er okay,« lød det fra James Hetfield. Præcis som han sagde i Gøteborg i forgårs, men det er okay.
Så kan de lære det. De nye numre spiller med forvrænger og guitarhvin. Udfordrer publikum.
Fyrværkeriet skyder ud over Parken, og det er tid til de uundgåelige klassikere.
47.000 synger med på: 'Master of Puppets', 'One', 'Seek and Destroy', 'Nothing Else Matters', 'For Whom the Bell Tolls' og 'Enter Sandman'. Alle numre, som man skulle tro, at Metallica er trætte af at spille.
Publikum er i hvert fald ikke trætte.
Mon ikke Metallica-festen fortsætter hele natten? På High Voltage, på Voodoo Lounge, Skaal osv. Det kunne publikums reaktion i hvert fald godt tyde på. Tak for 'Tallica!
