Metallica har valgt af aflyse deres kommende koncerter i Australien og New Zealand, oplyser bandet på Facebook.

Aflysningerne skyldes, at forsanger og guitarist James Hetfield endnu engang har haft brug for at komme i afvænning for sit misbrug af alkohol 'og andet'.

Bandet oplyser dog, at de vil genoptage touren, når James igen har fået det godt, og at de er 'knuste' over at skulle skuffe de mange fans.

»Vi er meget kede af at oplyse, at vi må udsætte vores kommende tour i Australien og New Zealand. Som mange af jer sikkert ved, har vores bror James kæmpet med afhængighed 'on og off' i mange år. Han har nu desværre været nødsaget til igen at gå i behandling,« skriver de andre bandmedlemmer på Metallicas Facebook-side.

Det har tidligere været fremme, at James Hetfield har været i afvænning i 11 mdr.

Bandet skriver videre, at fans, der har købt billeter til koncerterne, vil få refunderet deres penge

»Vi takker for jeres forståelse og støtte til James, tak for at være en del af Metallica familien,« skriver heavy metal-bandet.

Metallica blev dannet i 1981 af trommeslager Lars Ulrich, guitarist og vokalist James Hetfield, lead guitarist Dave Mustaine og bassist Ron McGovney. Siden da har der været udskiftninger på flere af posterne.