Far og søn og to af Danmarks allerstørste mortorsportskørere nogensinde.

Jan og Kevin Magnussen er noget særligt i dansk sport. De deler ikke bare gener. De har også samme mængde benzin og talent løbende i blodet.

Den 4. februar kan du møde dem begge til en helt speciel aften i Cirkusbygningen i København. Og ikke nok med det. Du kan også få udlevet drømmen om at køre mod de to danske stjerner.

B.T. udlodder 15x2 billetter til talkshowet i Cirkusbygningen til en flok dygtige og heldige læsere. To af vinderne får helt eksklusivt lov til at køre gokart med og mod Kevin og Jan Magnussen.

Foto: HAMAD I MOHAMMED
Vis mere

Og hvordan vinder du så den unikke oplevelse. Ja, du svarer egentlig bare på ét simpelt spørgsmål, så har du chancen for at give baghjul til Danmarks to bedste Formel 1-kørere gennem tiderne.

På selve aftenen i Cirkusbygningen, hvor Aftenshowets Ulla Essendrop er vært, går Jan og Kevin Magnussen sammen på scenen og fortæller om livet i 'overhalingsbanen'. Jan Magnussen åbner ballet med anekdoter og historier fra en lang karriere på verdens største racerbaner, inden sønnike overtager.

Kevin Magnussen lukker tilhørerne ind i den Formel 1-verden, der har været hans siden 2014, hvor han debuterede blandt sportens giganter. Kevin har altid set op til sin far, der tilbage i 90erne genåbnede en dansk dør til Formel 1. Nu er det Kevin, der er indenfor i motorsportens fineste selskab.

»Man kommer med bag beslutninger, der har sørget for, at Kevin er nået til Formel 1, og også hvordan jeg for den sags skyld nåede til Formel 1,« har Jan Magnussen fortalt B.T.

»Så får man også en del at vide om det her far og søn-forhold, som mange ser som en fordel for sådan en som Kevin, men det håber jeg, at vi kan få forklaret på en ordentlig måde, så folk forstår, at det ikke bare er lige til,« lyder det videre fra Magnussen senior.

Aftenen afsluttes med både far og søn på scenen til Q&A. Spørgsmålene kommer fra tilhørerne i salen.

B.T. er partner på arrangementet i Cirkusbygningen. Værdien pr. showbillet er 550 kroner, mens gokartturen med Kevin og Jan Magnussen har en værdi af 5000 kroner.