Jacob Hammerholt kunne godt mærke, at hans venstre hånd ikke kunne det samme som normalt. Den var også begyndt at ryste.
Men han slog det væk og ignorerede hånden, fordi han på samme tid var ramt af ansigtslammelse og netop havde mistet sit job gennem 20 år på TV 2.
Den tidligere TV 2-profil havde rigeligt at bekymre sig om i efteråret 2023, så hånden måtte vente.
Først mange måneder senere – i april i år – fik Jacob Hammerholt den voldsomme besked, som han har holdt hemmelig for alle andre end sine allernærmeste indtil nu.
»Jeg har fået Parkinsons. Det er voldsomt at få at vide som 48-årig, og det føles forkert at sige det,« fortæller Jacob Hammerholt til B.T.
»Det er aldrig en selv, der bliver ramt. Men det var det så denne gang. Jeg var i granatchok den første tid, og det var meget svært at forstå. Det burde ikke være mig.«
Men Jacob Hammerholt var ikke klar til at fortælle omverdenen om sin sygdom med det samme, og i godt fire måneder har han omgået sandheden, når han har mødt og snakket med folk.
»Det har belastet mig ret meget. Jeg var rigtig ked af det i en lang periode, og når jeg fortalte det til folk, blev jeg ked af det.«

»Når jeg har mødt folk til en fodboldkamp eller nede i byen, har jeg ikke været i stand til at dele nyheden, fordi jeg var bange for min egen reaktion. Jeg har ikke kunnet være ærlig, når folk har spurgt, hvordan jeg havde det.«
Jacob Hammerholt tyede oftest til det lette 'det går fint'-svar.
»Men det gør det jo ikke. Efter omstændighederne har jeg det fint, men jeg har det jo reelt ad helvede til. Det har været skuespil. Jeg har brugt min højre hånd til at holde venstre hånd i ro eller haft den i lommen. Nu skal folk vide det,« siger han.
»Sæt nu hvis folk hører det ad omveje. Så er det bedre, at jeg fortæller det. Det er helt rart ikke at skjule, hvad der foregår i mit liv.«
Den 48-årige journalist er stadig i gang med at vænne sig til en ny virkelighed, hvor Parkinsons fylder meget i hverdagen.
»Min venstre hånd ryster og har dårlig finmotorik. Jeg har langsomme og træge bevægelser. Mit venstre ben ryster også,« fortæller han og uddyber, hvordan helt almindelige situationer er blevet sværere.
»Sådan noget som at vende nøglen i hånden, når jeg skal låse op. Eller at holde på en gaffel. Min kone kunne se, at jeg holdt mærkeligt på bestikket. Eller holde på en kuglepen. Jeg troede, at min håndskrift var blevet dårligere, fordi jeg skrev så meget på computer.«
»Men jeg kan nærmest ikke selv se, hvad der står, når jeg skriver en seddel til mig selv. Jeg har mistet evnen til at holde ordentligt på en blyant. Det er små dumme praktiske ting, som jeg ikke har tænkt over. Det er noget, man bare gør,« siger Jacob Hammerholt, der kæmper imod med alt, han kan.

Udover at tage sin medicin og gå til fysioterapeut hver uge, er Jacob Hammerholt begyndt til motionsboksning, som udfordrer både kroppen og hjernen og er godt mod Parkinsons.
»Jeg forsøger at være i godt humør hver dag og at se positivt på livet, og jeg er uendeligt taknemmelig for den kærlighed, støtte og opbakning, jeg har fået,« siger han.
»Lige nu er jeg glad for, at jeg er stærk og kan lave alt det fysiske træning, som jeg kan, og jeg har tænkt mig at kæmpe for at holde det sådan i mange år endnu.«
Men tanker om arbejdslivet og sygdommens udvikling bekymrer den tidligere TV 2-reporter.
»Kan jeg arbejde igen? Hvordan udvikler sygdommen sig? Hvor hurtigt? Bliver jeg værre gående? Det fylder rigtig meget,« fortæller Jacob Hammerholt.
»Jeg ville ønske, at jeg var på en arbejdsplads, som jeg havde været på i mange år, hvor jeg kunne få støtte fra mine kolleger og fra arbejdsgiver, så jeg kunne blive klogere på mig selv og sygdommen i en tryg situation.«
Jacob Hammerholt har ikke søgt arbejde, siden han fik konstateret Parkinsons, men han har forsøgt at engagere sig de steder, det gav mening.
»Jeg har lavet podcasten 'Over Stregen' siden januar, og det nyder jeg virkelig at lave med to af mine bedste venner (Jens Winther Jr. og Casper Elgaard, red.). Jeg kan ikke lade være med at grine, og jeg glemmer min sygdom, når vi optager.«
»Podcasten er med til at distrahere mig og tænke på noget andet end mine bekymringer, og så er det en god test af, hvor meget jeg kan overkomme,« fortæller Jacob Hammerholt, der også har hjulpet dansk motorsports kongeklasse, TCR Denmark, som reporter på racerbanerne.
Jacob Hammerholt var i mange år TV 2s reporter på Le Mans, mens han også har dækket både Formel 1, DTC, speedway og Wimbledon for kanalen.