'De siger, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.'

Sådan skriver VM-vinderen Ana Carrasco i et opslag på sine sociale medier til et billede, der understreger, hvor galt det kan gå.

I starten af september styrtede hun til en træning på sin motorcykel, hvilket gav skader på rygsøjlen.

Ulykken betød, at hun risikerede at blive lam, skriver Sportmediaset, der heller ikke lægger skjul på alvoren, som kan ses tydeligt ud fra det opslag, spanieren har delt.

»Det der er forfærdelige billeder,« skriver mediet om billedet, der viser det lange ar, Carrasco nu kan vise frem på ryggen.

Hun er dog heldigvis sluppet billigt, og den 23-årige sportsstjerne håber på at kunne sidde på en motorcykel igen om tre måneder.

'Jeg venter på at kunne komme tilbage stærkere end nogensinde,' skriver hun.

Ana Carrasco kunne for et par dagen siden fortælle, at hun efter flere uger på hospitalet nu er kommet hjem, hvor genoptræningen fortsætter.

'Det kommer til at tage lang tid, men jeg er sikker på, det hjælper mig at være derhjemme,' skriver hun og takker sine mange følgere for alle beskederne.

Allerede lige efter styrtet var hun ved godt mod. I hvert fald i en sådan grad, at hun havde overskud til at filme en lille video af sig selv til Instagram.

'Hej allesammen. Jeg er okay. Jeg er på hospitalet i Portugal. Jeg styrtede i morges, og jeg har slået ryggen lidt. Jeg har en fraktur på D4 og D6, men jeg har det godt. Lad os se om jeg kan komme til Barcelona snart og begynde at komme mig,' skrev hun.

I sidste uge kom der så endnu en opdatering, hvori det blev slået fast, at Ana Carrasco stadig var øm, men at hun ellers havde det godt – skaden var ikke gået ud over førligheden, og turen ville nu gå til nogle specialister med det formål at få hende tilbage på motorcyklen.