Der har været så godt som tavst fra Schumacher-familien, når det kommer til den tidligere racerlegende.

Men det bliver der snart lavet om på. For første gang vil Michael Schumachers familie - herunder konen Corinna, faren Rolf og børnene Gina-Maria og Mick stille op til interviews og tale om familien.

Det sker i den dokumentar, der er blevet lavet om den tidligere Formel 1-kører, hvor verden for første gang får et indblik i familiens liv efter ski-ulykken.

»Filmen er færdig,« siger filminstruktøren Vanessa Nocker i det tyske medie Express. Hun fortæller dog, at premieredatoen igen er udskudt som følge af coronapandemien, men at familien nu har godkendt filmen, der portrætterer Michael Schumachers liv som både sportsstjerne og familiefar.

Michael Schumacher med konen Corinna.
Michael Schumacher med konen Corinna. Foto: J.L.Cereijido
Vis mere

Der har været yderst stille omkring Schumacher-familien siden den grimme skiulykke i 2013, hvor Michael Schumacher styrtede og slog hovedet. Meget få detaljer er sluppet ud om hans tilstand, og det er helt med vilje, familien har holdt kortene tæt ind til kroppen. Det har været for at værne om den tidligere Formel 1-stjernes privatliv, da det også er noget, han selv går meget op i.

Ifølge flere motorsportsmedier skulle familien dog tale en smule om 'situationen' i den nye dokumentar, men hvor stort et indblik seerne præcist får er ikke blevet meldt ud.

Derudover bidrager Schumacher-familien ikke kun med interviews men også med private optagelser, der aldrig har været vist før, som de har givet filmholdet lov til at bringe. Det bekræfter instruktøren endnu engang til det tyske medie.

»Vi er glade for at have samarbejdet med Michael Schumachers familie, som har stolet på os,« siger Benjamin Seikel, der også har været med til at producere filmen.

Michael Schumacher har ikke vist sig offentligt siden ulykken i 2013.
Michael Schumacher har ikke vist sig offentligt siden ulykken i 2013. Foto: RADU SIGHETI
Vis mere

Alt var ellers timet og tilrettelagt, og filmen skulle have været udkommet i 2019, hvor Michael Schumacher fyldte 50 år.

Dog ønskede instruktøren og producenten mere tid til at gøre den færdig, og derfor var planen, den skulle udkomme i 2020 i stedet. Men endnu engang må Michael Schumachers mange fans væbne sig med tålmodighed.

»Corona har gjort situationen meget svær. Set i det lys kan vi ikke give en præcis premieredato og beder derfor om lidt tålmodighed,« siger Vanessa Nocker.

En af de få der har givet lidt updates om Michael Schumacher har været den tidligere Ferrari-chef Jean Todt, der er en af de få, der må besøge racerlegenden.

»Han har desværre fået meget alvorlige komplikationer. Han får behandling, så han kan genfinde et mere normalt liv,« forklarede franskmanden i december 2020.