Det er en oplevelse, han aldrig glemmer. Mødet med den danske motorsportslegende Tom Kristensen plantede en drøm hos dengang fire-årige Bastian Buus.
I 2025 går drømmen i opfyldelse for det nu 21-årige danske stortalent.
Men vi begynder historien i 2007, da Bastian Buus som lille dreng er med sin far, Morten Buus, til et løb i den store tyske motorsportsserie DTM.
Med på turen er også farens gode ven Jens Hansen, der er Viaplays Formel 1-kommentator, og hans søn.
»De tog os med til mange racerløb i Europa, men DTM var det første, vi var til. Det var ekstremt hyggeligt, og jeg husker stadig en del fra turene,« fortæller Bastian Buus til B.T.
Især mødet med den danske Le Mans-legende Tom Kristensen, der dengang også kørte DTM for Audi.
»Jeg husker, at vi rendte rundt blandt kørerne i Audis hospitality. At vi var i garagen og mødte Tom. Alt var en kæmpestor oplevelse. 'Kæft det er vildt', tænkte jeg som lille dreng,« fortæller Bastian Buus, der dog ærgrer sig gevaldigt over én bestemt situation.
»Jeg var en meget genert dreng. Vi fik lov at sidde i bilerne, men jeg turde fandme ikke. Det er jeg ret ærgerlig over nu,« griner han.

Det bliver der dog lavet om på næste år.
For Bastian Buus er blevet udvalgt af den tyske bilgigant Porsche, så han debuterer i det ikoniske mesterskab, der har bidraget med store resultater til danske racerkørere gennem tiden.
»De danskere, der har deltaget, er jo nogle af de legendariske kørere, vi har haft. Jeg kan ikke sammenligne mig med dem, men det er en fornem klub at blive en del af.«
Foruden Tom Kristensen, der vandt fire løb og to gange blev nummer tre i mesterskabet mellem 2004 og 2009, har danske stjerner som Jan Magnussen, Jason Watt, Nicolas Kiesa, Kris Nissen, Nicki Thiim og Kurt Thiim kørt DTM.
Sidstnævnte har som eneste dansker vundet mesterskabet - det gjorde han i 1986.
Bastian Buus husker også tydeligt et råd, som Tom Kristensen gav ham nogle år senere.
»Han sagde, at man skal tage de chancer, der byder sig. De byder sig ikke hver dag. Hvis der pludselig er en chance, så kan det godt være, at den ikke føles 100 procent rigtig, men det kan også være, at den aldrig kommer igen. Det har vi levet efter,« siger Bastian Buus.
Det har nu ført den 21-årige dansker hele vejen til DTM og en fabrikskontrakt med Porsche.

»DTM er en topfed serie og noget af det største uden for Formel 1. Det er private teams, men de er fabriksstøttede, og stort set alle kørerne er fabrikskørere. Konkurrencen bliver ikke hårdere.«
Det er tyske Allied Racing, som Buus kender fra andre mesterskaber, der driver Porsches biler i DTM.
Det danske stortalent går efter, at han allerede i sin første sæson kan træde op på podiet.
»Så må vi se, om en løbssejr er mulig. Vi er der for at lave resultater, og det vil jeg leve op til. Det er en kæmpe anerkendelse fra Porsches side, at jeg som 21-årig får den her chance.«

»Jeg vil ikke sige, at jeg er nervøs, men det kan blive ekstremt hårdt. Det er et læringsår uden lige for os,« siger Bastian Buus.
Danskeren og Porsche arbejder på, at han sideløbende med DTM kan køre andre store løb for det tyske mærke.
På sigt drømmer han om at køre Le Mans og få et sæde i topklassen Hypercar.
»Men Tom Kristensens ni sejre på Le Mans bliver nok ikke en rekord, jeg kan slå. Så skal det satme gå perfekt hele vejen,« griner Bastian Buus.
»Men det er da noget, jeg kan drømme om. Så er der noget at jagte.«