Der kan ikke længere være tvivl om, at han er en Danmarks største nogensinde.

Den danske racerstjerne Marco Sørensen går ind til dette års Le Mans som nyligt udnævnt vinder af 'Årets Bilsportskører' for fjerde gang.

En bedrift, som kun Tom Kristensen kan overgå.

B.T. har talt med nordjyden før verdens hårdeste racerløb - om hvorfor dén hæder betyder så meget, og om hvordan hans mange år som stjernekører hos et af verdens største motorsportshold i år skal komme hans nye danske hold til gode.

Som tredobbelt verdensmester, forsvarende Le Mans-vinder og 'Årets Bilsportskører' er Marco Sørensen stjernen hos det Le Mans-debuterende danske hold.
Som tredobbelt verdensmester, forsvarende Le Mans-vinder og 'Årets Bilsportskører' er Marco Sørensen stjernen hos det Le Mans-debuterende danske hold. Foto: GMB Motorsport/Caroline Sternsdorf
Vis mere

»Det er megafedt, og det er dejligt, at de vælger ud fra resultater og ikke noget politisk,« fortæller Marco Sørensen, der løb med prisen efter en vanvittig sæson, som bød på sejre på både Le Mans og næsten ligeså ikoniske Daytona og ikke mindst en VM-titel.

»Det var et rigtig godt år for mig, hvor jeg fik to af de helt store og vigtige sejre på kort tid. Det er det, jeg går op i. Jeg vil ikke bare køre rundt for at køre rundt. Det er resultaterne, der tæller i mit hoved,« fortsætter han om prisen, som uddeles af DASU, og som sender ham forbi store navne som Jan og Kevin Magnussen i den interne hakkeorden.

Men Marco Sørensen er på ingen måde færdig med at jagte titler og store sejre, og i år på Le Mans indtager han en rolle, der er markant anderledes end den, han har haft tidligere.

Hos det debuterende danske hold GMB Motorsport er han både den hurtigste og mest erfarne - så der hviler et kæmpe pres på hans skuldre for at klæde resten af teamet bedst muligt på til 24 timers intenst motorløb.

Det er niende gang, at Marco Sørensen stiller op på Le Mans.
Det er niende gang, at Marco Sørensen stiller op på Le Mans. Foto: GMB Motorsport/Caroline Sternsdorf
Vis mere

»Jeg har været vant til at køre med andre pro-kørere, så det er en helt anden rolle. Jeg er her med nogen, der ikke har kørt VM-serien før, og det er et nyt team, så der er rigtig mange ting, jeg skal lære fra mig,« fortæller den mangeårige fabrikskører for bilgiganten Aston Martin, som han fortsat er på kontrakt hos.

»Det er helt ned til mindste detalje, når det kommer til pitstop, strategi og måden at køre bilen på, hvor al min erfaring kommer i spil.«

Selvom det som racerkører altid er fristende at træde speederen i bund og køre så hurtigt som muligt, er det ikke Marco Sørensens fornemste opgave i år.

»Selvfølgelig skal jeg performe, men det er ikke dét, der gør den største forskel. Det vigtigste er, at alle i teamet sørger for ikke at lave fejl. Det får os meget længere hen i løbet, end hvis jeg barer jagter gode omgangstider,« indrømmer han.

Danskeren har etableret sig som en de hurtigste og bedste GT-kørere i verden.
Danskeren har etableret sig som en de hurtigste og bedste GT-kørere i verden. Foto: GMB Motorsport/Caroline Sternsdorf
Vis mere

»Alt går gennem mig. Jeg lærer så meget fra mig, som jeg kan, hver eneste dag. Det er derfor, jeg er her, og det er fedt at se, hvor meget teamet vil det,« siger han med henvisning til sine medkørere, den 19-årige debutant Gustav Birch og 52-årige Jens Møller, der har kørt Le Mans to gange i 2000'erne.

»De fleste danskere, tror jeg ikke, ved, hvor meget det kræver at få en bil til at køre på Le Mans. Det er ikke bare at læsse bilen af en lastbil og så køre lidt motorløb. Der ligger så meget arbejde op til Le Mans, og der bliver brugt så sindssygt mange penge på at udvikle bilerne til at være de bedste.«

Én ting er sikkert. Danskernes Aston Martin-racer er i stand til at være med helt fremme i GTE-klassen - og Marco Sørensen kender den til fingerspidserne.

»Jeg ville lyve, hvis jeg siger, at vi ikke går efter at vinde. Men helt realistisk så bliver det svært.«

Marco Sørensen kender Aston Martin-raceren ned til mindste detalje. Dén erfaring skal komme hele teamet til gode i verdens hårdeste racerløb.
Marco Sørensen kender Aston Martin-raceren ned til mindste detalje. Dén erfaring skal komme hele teamet til gode i verdens hårdeste racerløb. Foto: GMB Motorsport/Caroline Sternsdorf
Vis mere

»Vi skal undgå alle fejl, for selv de mindste kan være rigtigt dyre her. Men det kan lige såvel være mig, der laver en fejl,« fortsætter Marco Sørensen, der efter planen kører danskerbilen over målstregen søndag eftermiddag, hvis den er med i topkampen.

Mens den danske stjernekører i årevis dannede makkerpar med Nicki Thiim ombord på 'Dane Train'-bilen, er det noget helt andet at være en del af et rent dansk hold. Også når det kommer til det, der sker uden for banen.

»Det lyder til, at de danske camps er godt og grundigt fyldt op med GMB-fans. Der er lavet en kampsang til os, så det bliver en kanongod fest for alle. Det er jeg sikker på,« griner Marco Sørensen.

Årets Le Mans køres fra lørdag klokken 16 til søndag klokken 16. Umiddelbart efter løbet kan du læse B.T.s dom over danskerne på bt.dk.