Motorsportslegenden Valentino Rossi er kommet i modvind efter en positiv coronatest.

Den 41-årige flerfoldige verdensmester ville for alt i verden ikke misse sin kærestes fødselsdag. Så ifølge flere medier - heriblandt spanske Marca - fløj han med privatfly direkte til Frankrig mellem sine løb for at fejre dagen med sin 27-årige bedre halvdel Francesca Sofia Novello.

Og det er jo fint nok, tænker du.

Men problemet er bare, at Rossi testede positiv for coronavirus blot to dage efter festen 13. oktober. Og det betyder nu, at han missede weekendens grandprix og efter alt at dømme også det kommende løb, mens han også satte de andre kører under risiko for smitte. En af Rossis ansatte er allerede testet positiv.

Rivalen Pol Espargaro er langt fra begejstret for Rossis ageren.

»Vi har alle et personligt ansvar for at vide, at risikoen eksisterer. Man kan ikke køre løb, mens man tager til privatfester og fødselsdage. Når jeg er hjemme, ser jeg ikke mine venner eller går ud og spiser. Jeg er bare sammen med min kone og datter med ekstreme forholdsregler. Jeg vasker mine hænder 30 gange om dagen, og jeg bærer altid en maske,« forklarer Espargaro ifølge Marca og fortsætter:

»Når jeg vil hjem efter et løb, spørger jeg om lov, og ligesom alle andre skal jeg aflevere en negativ prøve, når jeg kommer retur. Valentino har mistet enhver chance for verdensmesterskabet, fordi han misser to løb. Vi andre vil gøre, hvad vi kan for ikke at blive syge. Men vi bor ikke alene,« lyder det fra den 31-årige spanier.

I øjeblikket er det en anden spanier, Joan Mir, der fører i kampen om MotoGP-verdensmesterskabet.