Han har allerede skrevet dansk historie flere gange i år.

Og nu gør han det igen.

Den 21-årige danske racerkører Christian Lundgaard har haft en fantastisk første sæson i det prestigefyldte amerikanske mesterskab Indycar.

Her blev han kåret som den bedste førsteårskører, og det har bragt ham i spil til endnu en stor hæderspris.

Som den første dansker nogensinde er Christian Lundgaard én af bare fire nominerede til prisen som 'Rookie of the Year' på tværs af al motorsport.

Det er det anerkendte britiske motorsportsmedie Autosport, der står for uddelingen af prisen, som du kan stemme til lige HER.

Tidligere vindere af prisen tæller legender som Max Verstappen, Sebastian Vettel, Lewis Hamilton og Jenson Button.

Vinderen af prisen – og ni andre priser – bliver fejret ved et show den 4. december i det luksuriøse Grosvenor House Hotel i London.

Den årlige prisuddeling har været et af årets højdepunkter i fire årtier og tiltrækker nøglefigurer fra hele motorsportsverdenen, lyder det.

Christian Lundgaard, der skrev historie som den første danske deltager i det ikoniske Indianapolis 500-løb, er oppe imod Formel 1-køreren Zhou Guanyu, den kommende Formel 1-kører Logan Sargeant og Le Mans-vinderen Ryo Hirakawa i kampen om den eftertragtede pris.

Også den danske esportsstjerne Frederik Rasmussen er nomineret i kategorien 'årets esportskører'. Han vandt titlen sidste år.

Le Mans-legenden Tom Kristensen har tidligere modtaget Gregor Grant-medaljen, der uddeles samme aften, for sine utrolige præstationer i motorsport.