Den assisterende landstræner i speedway, Henrik Møller, skylder penge mange steder, og det får nu konsekvenser for den sport, han selv står i spidsen for.

Frustrationen er ikke til at skjule.

Speedwaysporten har misset to sponsorer, PLR Transport APS og Hans Sørensen Transport, fordi de ikke vil lægge penge i en sport, hvor den assisterende landstræner først betaler, når pressen bliver indblandet. Et tredje firma ved navn PS Porte - Anders Jepsen overvejer også sit engagement, og de tre står bag en fælles udtalelse:

»Vi som forretningsdrivende synes, at det er forkasteligt, at Henrik Møller i disse sager bruger og udnytter de sponsornetværk, som er i de forskellige speedwayklubber, og derefter vinder gevinst på dette.«

Henrik Møller, t.v., med det danske hold denne sommer.
Henrik Møller, t.v., med det danske hold denne sommer. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Derfor ser vi det svært fremadrettet at støtte speedwaysporten og vil selvfølgelig råde alle andre sponsorer til ikke at at engagere sig med Henrik Møller,« lyder det fra de tre firmaer.

B.T. har set dokumentation for regninger og rykkere fra to sponsorer, som er stilet til assisterende landstræner Henrik Møller. Han er først for nylig begyndt at betale for tjenesterne, som er leveret til et sommerhus i Oksbøl, og regningerne daterer sig 26/4 2022 og 2/12 2022. Sommerhuset står i konens navn.

I sms-korrespondancer fremgår det, at landstræner Nicki Pedersens næstkommanderende er uforstående over for de ubetalte regninger og lover at tjekke op på sagerne. Efter B.T.s henvendelse til Henrik Møller, fortæller PLR Transport APS, at der er modtaget en delvis betaling, mens Hans Sørensen Transport har fået alle pengene.

En tredje af sponsorerne, PS Porte - Anders Jepsen, var gennem et lignende forløb og hev Henrik Møller i fogedretten. Han har nu pant i hans hus i Fredericia.

'Han skal stoppes'

Han er dog langtfra alene, fremgår det af Tinglysningen.

Kirstine Høyberg Rosenfeldt er en af de private med pant i Møllers bolig, som han ejer med konen.

Hun fortæller, at hun vandt en sag efter en fejlslagen renovering begået af Henrik Møllers tømrerfirma, HM Service. Det gik konkurs i 2021.

»Han fremstår troværdig og som en, der kan det hele, men når det kommer til stykket, kan han intet. Han hentyder til, at jeg må have misforstået det og vil ikke engang indrømme sine fejl. Han skal stoppes, hvis det står til mig,« siger hun til B.T.

Anklagerne preller af

Selv mener Henrik Møller, at han har lavet de aftaler, han skal - og honorerer dem.

»De regninger, som der ikke er betalt, er der aftaler på. Der er en, hvor der ikke er, men vedkommende er ikke vendt tilbage endnu med en faktura,« siger han til B.T.

»Jeg kan også fremvise, at der er aftaler på det hele. Der er ikke nogen, jeg har nægtet at betale, men der er sket nogle ting, som jeg ikke lige har været inde over, og de ting har jeg så skullet løse, og det har jeg så gjort.«

Hvilken er der ikke udstedt en faktura på?

»Jeg ville gerne i dialog med min sportschef i DMU, for han er informeret om det her.«

Hvilken løsning foreslår du?

»Hvis vi tager en dialog gennem min sportschef, så kan han tage den derfra. Så kan han dokumentere, hvad der er rigtigt og forkert.«

Henrik Møller fortæller altså , at han ikke har fået faktura på en af de tjenester, der blev leveret i 2022, men vil ikke sige hvilken en.

»Det er en misforstårelse, og det skal vi jo bare have ryddet op i.«

Jeg har set fakturaer, der er sendt til dig.

»Ja, men dem er der lavet aftaler på.«

Har du betalt alle de ting, som du har aftalt?

»Yes. Jeg har været i dialog med, som sent som i går. Det kan jeg slet ikke forstå. Og det vil jeg også gerne vise dig.«

Sponsorerne siger også, at du er svær at få fat på dig?

»Man kan altid få fat på mig.Jeg ringer altid tilbage, ligesom jeg gør til dig.«

»Alle går jo på arbejde, holder møder eller sidder i en flyver. Det gør jeg ret ofte, og så er min telefon slukket. Hvis de ikke lægger en besked, så er det svært at svare tilbage.«

Anklagen mod Henrik Møller går også på, at han har udnyttet sponsornetværk i speedway-sporten, men det afviser han også.

»Jeg har ikke udnyttet sponsornetværkene. Det er helt privat, og jeg har ikke brugt DMU eller noget som helst for at få de ydelser.«

Nu er det dog kommet dertil, at nogle af sponsorerne vil trække sig. Hvad siger du til det?

»Jeg er da dybt chokeret.«

»Men så skal man jo lade være med at indgå de aftaler. Der har været nogle, der har styret nogle ting for mig, hvor de ikke har informeret mig 100%.«

Hvad er det?

»Det er det, jeg siger til dig: Jeg vil rigtig gerne i dialog, men jeg vil rigtig gerne have min sportschef ind over.«

Så hvad foreslår du?

»Jamen, at vi ringer dig op, mig og min sportschef. Så kan vi fortælle, hvad der er op og hvad der er ned. Så kan vi få mere krydderi på situationen.«

Jeg kan se, at en af sponsorerne har pant i dit hus efter en fogedsag?

»Det ligger fem år tilbage.«

Hvorfor har du ikke betalt de penge?

»Det er, fordi en har snydt mig gennem mit firma. Sådan er det jo. Jeg kan ikke gøre noget, så længe min konkurssag ikke er sluttet.«

Hvorfor er det ikke afsluttet endnu? Det har jo været konkurs siden 2021?

»Det må du ikke spørge mig om.«

Får det her dig til at overveje din rolle som assisterende landstræner?

»Nej, for det har intet med speedway-delen at gøre. Jeg har mine aftaler i orden.«

»Man kan ikke plukke håret af en skaldet mand, og det kan da godt være, at nogen har set sig sur på mig.«

Men bliver det ikke et problem, når det i sidste ende går ud over den sport, som du er sat i verden for at kæmpe for?

»Jeg skiller tingene ad.«

Men er det ikke der problemet ligger?

»Det, synes jeg, ikke er et problem. Jeg har ikke gjort det i speedway-relation, men privat.«

»Jeg gemmer mig ikke, for jeg er på speedway-baner så mange gange om ugen. Det har jeg ingen intentioner om.«

»Hvis jeg har dummet mig, så er jeg den første til at sige, at jeg har klokket i spinaten.«

»Når jeg beder om at få en faktura, og jeg ikke engang får den fra en af vedkommende, så er det svært at gøre noget.«

Hvem har du ikke fået fra?

»Det vil jeg gerne have, at vi tager sammen med sportschefen. Jeg vil gerne i en god dialog, jeg vil bare gerne have ham inde over.«

»Han ved, at jeg taler sandt.«

Men honorer du de aftaler, som du laver?

»Jeg har ordnet det, jeg skal ordne.«

Svar lige ja eller nej på spørgsmålet.

»Ja, det gør jeg.«

Han vil dog ikke gå nærmere ind i aftalerne i telefonsamtalen.

»Jeg vil gerne have sportschefen inde over, og det håber jeg, at du vil respektere.«

Hvorfor er det så svært at tale om nu?

»Jeg vil rigtig gerne have ham med, så han kan høre, at det er rigtigt, hvad jeg siger. Derfor. Det kan jeg hurtigt få arrangeret.«

»Jeg taler med ham i dag. Jeg taler med ham om, hvornår han har mulighed for at sætte et møde op på telefonen.«

Sportschefen afviser blankt

Henrik Møller lover altså at sætte et møde op med sportschefen Søren Normann Andersen, men aflyser i sidste øjeblik.

Herpå kontakter B.T. DMU’s sportschef, der blankt afviser, at han er blevet bedt om at deltage i et møde med B.T. og Henrik Møller.

Det er sidstnævnte ikke enig i.

»Som sagt blev der nævnt jeg skal have min sportschef ind over det her og det har jeg haft. Intet andet. Du har min mail senere,« skriver han i en sms mandag.

Sent mandag aften sender han i stedet en mail.

»Efter din henvendelse til mig omkring ubetalt faktura. Kan jeg oplyse dig dette er korrekt, dog er der for lang tid siden lavet en aftale omkring afviklingen af dette og de ting er os betalt.«

Ville være landstræner

I starten af året blev det en kendsgerning, at han fortsatte sin mangeårige gerning som assisterende landstræner, efter selv at have søgt jobbet som landstræner.

»Mit hjerte banker jo for speedwaysporten. Det ved alle, som kender mig, og jeg ville have været ked af det, hvis jeg skulle slippe det. Jeg mener, at jeg har meget mere at byde ind med, sagde han dengang til JV.dk.

De fortørnede speedwaysponsorer, der har trukket støtten til sporten, fremlagde i løbet af året deres sag for toppen i Dansk Motorsportsunion og appellerede til, at de fjernede Henrik Møller fra posten som assisterende landstræner.

Midt i dialogen om sagen døde den mangeårige formand Jørgen Bitsch, og nu savner de lydhørhed fra den nye ledelse, der betegner det som en sag mellem private parter, fremgår det af mail-korrespondancer, som B.T. har set.

Læs forbundets svar lige her.