Vred og ked af det.
Det er blot to af de følelser, der den seneste tid er gået gennem Adam Price, efter hans ekskæreste Katherine Diez har udgivet bogen 'I egen barm', hvor hun kommer med intime detaljer om eksparrets sexliv.
Allerede inden udgivelsen var Adam Price ude på Instagram og fortælle, at han oplever det som en krænkelse af sit privatliv, og i B.T.s mediepodcast Q&CO sætter han nu for første gang flere ord på udgivelsen.
»Jeg mener, det er en overskridelse af privatlivets fred. Der er et beskyttelseshensyn, som også er reguleret af straffeloven, som skal beskytte os og sætte grænser for, hvad vi kan tale om, når det er den allermest intime privatsfære, og jeg mener ikke, at der er nogen tvivl om, at der her er tale om at trække folk så langt ind i soveværelset og andre dele af privatsfæren, at jeg mener mit privatliv er blevet krænket,« fortæller han.
Katherine Diez' advokat Heidi Højmark Helweg, var også i studiet i denne uges afsnit af Q&CO, og her udtaler hun, at hun ikke vurderer, at der er tale om en privatlivskrænkelse. Heidi Højmark Helweg repræsenterer også forlaget bag udgivelsen, Peoples Press, og forsvarer udgivelsen af de private detaljer med henvisning til, at Adam Price – i andre sammenhænge – har været meget åben om sit privatliv.
»Han er en offentlig meget kendt person, der selv har været åben om sit privatliv i sin markedsføring og branding af sig selv – både i bøger og på Instagram,« lyder et argument fra Heidi Højmark Helweg
Dette forholder værten på Q&CO, Henrik Qvortrup, også Adam Price, men den populære manuskriptforfatter og tv-kok mener, at det er noget helt andet.
»Jeg har aldrig nogensinde lukket op for de dele af mit privatliv, som bliver omtalt i bogen. Aldrig nogensinde. At jeg har fortalt om ganske begrænsede dele af mit privatliv i en portrætbog med min storebror for 10 år siden eller endnu ældre interview, berettiger på ingen måde at trække læseren med ind i soveværelset og alle mulig andre steder. Det er privat, og det er en fuldstændig klar krænkelse af mit privatliv,« siger han.
Adam Price siger også flere gange i interviewet, at han ikke vil gå ind i de detaljer, der er nævnt i bogen, fordi han ikke mener, at det er det, sagen handler om.
»Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er sandt eller falsk. Det, som beskyttelsen, siger, er, at der er grænser for, hvor langt man kan trække offentligheden ind i intimsfæren omkring det enkelte menneske.«
Han har luftet ideen om, at den krænkelse, han oplever, kan få et retligt efterspil, men han har endnu ikke afgjort, om det er et skridt, han vil tage, forklarer han i B.T.-podcasten.
Samtidig mener Adam Price ikke, at han er den rigtige til at afgøre, hvilken betydning bogen og dens detaljer kan få for en offentlig person som ham.
»Mit privatliv er privat, og det skal det have lov til at blive ved med at være, og det er fuldstændig ligegyldigt om jeg er programvært på Danmarks Radio, eller om jeg havde en helt anden og meget mindre offentlig position.«
Adam Price og Katherine Diez dannede par i små to år, men gik fra hinanden kort efter Katherine Diez' plagiatsag, hvor det kom frem, at hun i flere af sine udgivelser havde stjålet teksstykker fra andre skribenter uden at kildehenvise.
Der blev blandt andet fundet plagiat i 13 ud af 94 udgivelser hos Berlingske, hvor hun tidligere har været litteraturanmelder.
En skandale, som Katherine Diez netop sagde, at hendes nye bog 'I egen barm', skulle forklare. Men som ifølge B.T.s anmelder bliver pakket væk bag intime udleveringer af hendes ekskærester. Læs mere om det HER.
Hør det eksklusive interview med Adam Price 17 minutter inde i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast Q&CO - Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder: