Vi blev lovet en forklaring på plagiaten. Men bliver spist af med sexhistorier om navngivne mænd.
Katherine Diez' nye bog 'I egen barm' balancerer mellem at være håbløst sjusket og kalkuleret og bevægende og hudløst ærlig. Men i første omgang holder den ikke, hvad den lover.
Bevares, sladderværdien er høj, som man kunne forvente i et så samtidig erindringsværk. Men det var jo egentligt ikke det, vi købte ind på undervejs i den ganske kalkulerede proces, det må have været at udgive bogen. Fra de første pip om bogens mulige eksistens i Ekstra Bladet, til bekræftelsen i Berlingske, så et interview med Politiken, og slutteligt et par ord i 'Genstart' lige inden udgivelsen. Alt handlede pludselig om Katherine Diez.
Men bogens første selling point var, at vi ville få en forklaring på den plagiatskandale, som Katherine Diez har forholdt sig tavs siden. Nu skriver hun på bagsiden af sin nye bog, at det er det værste, hun nogensinde har gjort. Men der er ikke megen griben i egen barm inde i bogen, selvom det er en god titel.
Katherine Diez nøjes med at gentage, at hun var for sjusket og for dårligt oplært til overhovedet at indse, at hun begik plagiat. Så kopierer hun hele Instagram-teksten med sin indledende forklaring ind, og så skulle den vidst være klaret.
Altså historien om, hvordan hun mistede sin integritet efter en ihærdig Reddit-tråd og blev fyret fra Berlingske efter at have plagieret i hver fjerde af sine indlæg til avisen.
Den historie, hun sagde, hun ville fortælle og genrejse sig fra asken med.
Men det er aldrig rigtigt kun Katherine Diez’ skyld, forstår man alligevel. Det er også de ungdoms- og dameblade, der gav hende lidt for gode slankeråd. Berlingske, som aldrig lærte hende op.
Danmark, som aldrig helt har kunnet rumme hende. De mænd, der behandlede hende usselt, lige fra hendes far og ungdommens udnyttere til nutidens tv-kokke.
Men hvor Katherine Diez gennemgik Det store sammenbrud, som hun selv kursiverer det – et sammenbrud som kun til dels, forstås det, hænger sammen med, at hun blev arbejdsløs efter at være blevet taget for at have stjålet andres ord igennem en årrække – så kunne man nu beskylde hende for at stjæle andres historier. Gøre sig interessant på bekostning af andre.
For det, bogen byder på, er sladderværdien. Der er saftige historier med navngivne mænd, der nu navngivent brokker sig ude i virkeligheden.
Men vi blev lovet en forklaring på plagiaten. Og den skal åbenbart hænge lidt sammen med Adam Price og Dan Jørgensen og Thomas Blachman og hvem, der ellers er kommet med, med eller uden samtykke.
Forhastet, rodet og med sjuskede kildehenvisninger
For Katherine Diez forklarer, at hun altid gerne har villet være perfekt. Ligne en underskøn dulle og sige interessante ting imens. Og at hun giver køb på sig selv i jagten på at blive opfattet som perfekt. Herunder ved at plagiere andre for at lyde mere belæst eller velformuleret, må forstås. Men nej, særligt i sine relationer til mænd. Hun lader sig opsluge så meget af kærligheden, at hun ikke ved, hvem hun er uden den. Som det gjaldt med Adam Price. Og i forholdet med Dan Jørgensen.
Enkelte gange virker Katherine Diez faktisk ærlig. Tilmed smerteligt ærlig.
Nogle gange bruger hun det latinske navn for en bestemt type hæk og fortæller, hvordan hun fra naturens side har et perfekt smil og altid er sprudlende til selskaber. Eller fortæller en historie om, hvordan hun fantaserede om sin anstandsdame, bedst som hun sad der på stranden med hende og læste på side 244 i Zadie Smiths 'Om skønhed', hvor de to kvinder nærmer sig hinanden.
Andre gange indrømmer hun bramfrit, at hun ville have 'del i den prestigefyldte Price-kulturkapital'. Fortæller om at være en vild teenager, der flygtede ind i skønheden og anerkendelsen på alle de forkerte måder gennem skødesløs sex med ældre mænd som bekræftelse og spiseforstyrrelsen som en følelse af kontrol.
Men flere gange tager det kalkulerede over. Blandt andet når det skinner igennem, at bogen har været lidt hastigt undervejs.
Det har da heller ikke taget mere end et halvt år, før bogen blev bestilt, til den nu ligger i boghandlerne, som Katherine Diez selv bemærker.
Så vi hvirvles ofte forfjamskede rundt i tid og sted, og vi får alt fra historien om, hvordan bogen bliver sendt til tryk, til dengang Katherine Diez var en lille pige, der fandt ud af, hendes stedfar var alkoholiker.
Katherine Diez noterer også i en af sine mange, rodede sidebemærkninger, at hun i denne bog forsøger at skrive uden at tænke på, at det skal læses af nogen. Det fristes man til at tro, for genren kan bedst siges at være en blanding mellem dagbog og tankestrøm. Samlet set; lidt for uredigeret.
Det virker da også som om bogen kunne have brugt en redigering mere i forhold til kildehenvisningerne, som Katherine Diez næsten komisk helgarderer sig med, men ender med at rode rundt i til en sådan grad, at det er svært ikke at relatere det til den plagiatsag, hun ellers så nødigt vil snakke om.
Selve bogen starter med et citat. Anført med værk og forfatter. Der er tilmed en lille kildeliste i kolofonen, som dog ikke indeholder alle de kilder, der bliver henvist til. Kun de litterære værker.
Inde i bogen henviser Katherine Diez inkonsekvent til alt fra talkshowinterviews til straffeloven. Men ved tilsyneladende selv, at forfatteren Sophia Amoruso var den første til at bruge begrebet Girl Boss tilbage i 2014.
Samlet set virker Katherine Diez i sin nye bog 'I egen barm' til at præsentere sig i varierende grader og forskellige versioner af sig selv. Med selvmodsigelser og sjuskerier undervejs.
Men måske er det meningen. For folk er tydeligvis ikke færdige med at snakke om Katherine Diez. Hun er med egne ord ‘en mester i forstillelse’.
Man fornemmer ganske rigtigt, at hun ikke er færdig med det arbejde, hun storladent proklamerer at ville fortsætte med: At finde ud af, hvem hun selv er.
Og måske, når det ikke er til at forstå, hvad der er op og ned med Katherine Diez, så sørger hun for, at vi bliver ved med at snakke om hende.