Nu er det tilsyneladende 'in' at være meget tynd igen.

I hvert fald hvis man ser på verdenskendte stjerner som Kim Kardashian, Ariana Grande og Meghan Thee Stallion. 

For det seneste år har Instagram-brugere spekuleret over stjernernes betydelige vægttab. Det har fået magasinet Intersect til at konkludere, at Amerika er tilbage i sin 'skinny' æra efter flere år med større fokus på kropsdiversitet.

Og det kan få betydning for risikoen for udvikling af spiseforstyrrelser, fortæller direktør for Forening for Spiseforstyrrelser og Selvskade, Laila Walther:

»Når de unge ringer ind til os, fortæller de om et liv, hvor de bruger mange timer på Instagram. Her bliver de direkte eksponeret for billeder af tyndhedsidealer, og det er et stærkt medie for hjernen,« siger Laila Walther til B.T.

Foreningen har for et par dage siden meldt ud, at 2023 var deres rekordår for henvendelser fra unge. Siden 2022 er henvendelserne nemlig steget med 17%.

Her handler tre ud af fire samtaler om spiseforstyrrelser - eller mistanke derom.

»Piger ringer og fortæller: 'Jeg har tykke lår, min hud folder, jeg har en delle på maven'. Det tror de ikke er normalt, fordi de bliver udsat for urealistiske kropsidealer på sociale medier,« siger Laila Walther.

På Instagram kan man nemlig scrolle vilde kendistransformationer i timevis. Det er en af flere faktorer, der spiller ind for udvikling af spiseforstyrrelser.

Se et af de billeder, hvor Instagram-brugere lægger mærke til Kim Kardashians forvandling: 

Kardashian-søstrenes vægttab har endda fået TV2 til at undersøge, om 'heroin chic'-looket fra 90’erne er på vej tilbage.

Daily Mail skriver også, at Kardashian-søstrene er blevet beskyldt for at benytte sig af det nye slankemiddel fra Novo Nordisk, Wegovy, for at opnå et hurtigt vægttab.

De vilde forvandlinger kan være med til at give dårligt selvværd, mener Laila Walther:

»I modebranchen forsøger man at vise diversitet, men det er vigtigt, at man også gør det i kendisindustrien. For det har helt sikkert en effekt på unges selvbillede og trivsel.«

Man kan ikke præcist måle, hvad effekten er. Men forskning fra Aalborg Universitet viser, at sociale medier fører til spiseforstyrrelser. Her fremhæves idealet om den ultraslanke kvindekrop også som et kerneelement.

Debatten om 'perfekthedskultur' på Instagram forsøgte influencer Cecilie Haugaard også at starte herhjemme - dog med en del modvind og kritik. Læs mere her: 

Efter voldsom kritik: Nu bryder Cecilie Haugaard tavsheden