»Pressede terrorgrupper som Hamas kan være så pressede og desperate, at de føler sig tvunget til at skifte til nye slagmarker. Derfor må vi ikke være naive i Danmark og de øvrige Vesten.«

Det kom ikke som nogen overraskelse for B.T.s samfundskommentator, Yaqoub Ali, da B.T. mandag middag kunne fortælle, at en dansk statsborger er blevet anholdt og varetægtsfængslet i en tysk sag om planlagte drab på jøder.

Den 25-årige mand blev anholdt i københavnsområdet af danske politifolk på tysk anmodning, fordi han angiveligt har spillet en aktiv rolle som håndlanger for den palæstinensiske terrororganisation Hamas.

Ifølge sigtelsen skaffede han våben som forberedelse til attentatforsøg mod israelske eller jødiske mål i Tyskland og Europa.

»Jeg er overhovedet ikke overrasket. Det er forventeligt, efter at Israel har presset Hamas tilbage i Palæstina. De har hidtil opereret lokalt mod Israel, men man har før set eksempler på, at pressede terrorgrupper ikke har noget imod at skifte metode og sted for at få ram på deres fjender,« forklarer Yaqoub Ali.

»Det er efterhånden umuligt for Hamas at slå til i Israel, fordi gruppen ikke har samme styrke som tidligere. Derfor bliver de som gruppe desperate, og vi skal være forberedt på, at de i stedet kan slå til i Europa,« tilføjer B.T.s samfundskommentator.

Fra sin tid i det danske bandemiljø har han selv mødt flere organiserede kriminelle, der åbent har rost Hamas.

»Efter jeg har forladt bandemiljøet, er jeg også flere gange stødt på gamle venner, der udtalte klar støtte til Hamas. Hvis de havde mulighed, ville de være rejst til Mellemøsten.«

»Der er mange kriminelle palæstinensere i Danmark, som er stærkt følelsesmæssigt engageret i krigen med Israel. De kan potentielt også være villige til at gå rigtig langt, når de føler, at deres hjemland bliver angrebet,« tilføjer Yaqoub Ali.

I den seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark vurderer PET på samme måde, at de store tab, som Hamas de sidste par år har oplevet på hjemmebane både operativt i ledelsen, måske 'kan have påvirket gruppens hidtidige strategiske tilgang til angreb mod jødiske og israelske mål' uden for Mellemøsten.

»Samtidig kan det have bidraget til en fragmentering af Hamas, hvilket vil kunne øge risikoen for, at dele af gruppen handler uden central koordination og godkendelse,« advarer PET.

I den konkrete sag, hvor den 25-årige dansker er sigtet, blev der sidste efterår i et lejet lagerrum i den østrigske hovedstad Wien fundet en kuffert med på fem skydevåben og 10 ammunitionsmagasiner.

Våbenlageret menes at stamme fra Danmark, og det bestyrker blot Yaqoub Alis indtryk af, at det ikke er svært for kriminelle at skaffe våben i Danmark.

»Det er ikke et lille lager, og det kan måske oprindeligt stamme fra Balkan eller muligvis Ukraine. Trods skærpede straffe for våbenbesiddelse er det ikke blevet sværere at skaffe skydevåben. De kriminelle stopper ikke – de passer måske bare lidt bedre på nu. Skifter måske rute og bliver mere påpasselige med opbevaringen.«

»Og i det kriminelle miljø mangler der ikke mennesker, der vil udføre opgaven, når der skal skaffes våben,« fastslår Yaqoub Ali.