I al diskretion har danske politifolk i sidste uge anholdt en 25-årig mand i nærheden af København.

Han formodes at have spillet en aktiv rolle som våbenhåndlanger for den palæstinensiske terrororganisation Hamas.

Konkret er den danske statsborger af den tyske anklagemyndighed sigtet for at være medlem af Hamas og i den egenskab have deltaget i de fysiske forberedelser til attentatforsøg mod israelske eller jødiske institutioner i Tyskland og Europa.

Af materiale fra den tyske anklagemyndighed fremgår det, at den 25-årige dansker med indvandrerbaggrund i juli sidste år skulle have overdraget fem pistoler og ammunition til en anden terrormistænkt – Abed Al G. -, der allerede er i de tyske myndigheders varetægt.

Våbnene fra danskeren blev ifølge den tyske anklagemyndighed bagefter leveret videre til en tredje mand – Mohammed A. – der også er ved at blive retsforfulgt i Tyskland for at sørge for, at våbenarsenalet med tilhørende ammunition kom til den østrigske hovedstad Wien.

Netop i Wien blev der sidste efterår fundet en kuffert med fem skydevåben og 10 ammunitionsmagasiner i et lejet lagerrum. 

Det skete ifølge den østrigske sikkerhedstjeneste DSN som kulmination på en større efterforskning mellem efterretningstjenesterne i forskellige europæiske lande – heriblandt også Tyskland og Storbritannien. Og nu altså også Danmark.

»Det er korrekt, at der onsdag aften klokken 21.44 blev anholdt en 25-årig mand af danske betjente et sted i hovedstadsområdet efter tysk anmodning,« oplyser kommunikationsansvarlig Claus Buhr fra Københavns Vestegns Politi.

Den 25-årige mand blev den følgende dag stillet for en dommer i et grundlovsforhør i byretten i Glostrup og varetægtsfængslet for fire uger, så der kan blive taget stilling til, om han kan udleveres til Tyskland.

Få dage før anholdelsen nær København var der af en undersøgelsesdommer ved den tyske forbundsdomstol blevet udstedt en europæisk arrestordre på den danske statsborger.

Han er nu af de tyske myndigheder sigtet for at være medlem af en udenlandsk terrororganisation, for at forberede en terrorhandling og for at have overtrådt den tyske våbenlov.

Det er ikke første gang, at det Hamas-netværk, som den 25-årige dansker sigtes for at tilhøre og hjælpe, trækker tråde til Danmark.

I november sidste år blev en libanesisk statsborger med bopæl i Danmark anholdt af tyske betjente nær grænsen til Tjekkiet, hvorfra han netop var indrejst.

Dagen efter ransagede PET en adresse i københavnsområdet, ligesom den danske efterretningstjeneste oplyste, at yderligere en person var blevet sigtet i sagen i Danmark.

Og midt i november anholdt det tyske forbundspoliti endnu en mand i et tog på vej fra Danmark mod Flensborg i samme sag.

Han var libanesisk statsborger og boede i den tyske by Oberhausen.

Han mistænkes for i Hessen at have modtaget en riffel, otte pistoler og over 600 patroner fra en af de andre involverede, som tidligere var blevet anholdt i Berlin.

Samtidig skete der sidste efterår også to anholdelser i Aarhus-området på begæring fra tysk politi. Også her drejede det sig ifølge myndighederne om mulige planer om angreb på jødiske og israelske lokaliteter i Tyskland.

Ifølge den øverste tyske anklagemyndighed har der tidligere befundet sig et skjult våbenlager med Hamas-forbindelse ved Nyborg på Fyn. Lageret blev angiveligt tømt i 2019, hvor i hvert fald en pistol blev smuglet fra Nyborg til Tyskland.

I den netop offentliggjorte PET-vurdering af terrortruslen mod Danmark skriver Center for Terroranalyse netop om truslen fra eksempelvis Hamas med udspring i konflikten i Gaza:

»Der har gennem de seneste år desuden været flere anholdelser i Europa, herunder Danmark, af personer med forbindelse til Hamas og andre militante islamistiske grupper, som er involveret i konflikten. Nogle af disse personer har tilknytning til organiserede kriminelle miljøer i bl.a. Danmark.«