Wasim blev udvist i 2018 efter flere voldtægter: Alligevel kunne han gøre det igen i 2024
Wasim Essam Hajress har et brutalt kriminelt CV – fem grove voldtægter fordelt på 21 år. Han blev udvist i 2018, men i 2024 voldtog han igen, og det får flere politikere til at reagere voldsomt.
Wasim Essam Hajress er dømt for i alt fem voldtægter. I 2018 blev han dømt til udvisning fra Danmark.
Fem kvinder har Wasim Essam Hajress udsat for voldtægter igennem en periode på 21 år.
Et af ofrene var kun 16 år, da han voldtog hende i en elevator i København i 2006. I 2018 voldtog han en 19-årig kvinde sammen med en anden gerningsmand i Roskilde.
Og for den voldtægt blev han idømt tre og et halvt års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt, men det stoppede ham ikke i at gøre det igen.
Wasim Essam Hajress er nemlig statsløs palæstinenser, og derfor er det utroligt svært for Danmark at udvise ham i praksis.
Det vurderede forsvarsadvokat Kåre Traberg Smidt til B.T. tirsdag. Det får nu flere politikere til at tabe kæben.
»Han skal ikke gå frit rundt. Vores holdning er krystalklar. Hvis man er udvist ved dom og udvist af Danmark, så skal man ikke længere gå frit rundt i Danmark, og vi mener jo i princippet, at man burde sendes til en lejr i et tredjeland,« siger Dansk Folkepartis retsordfører, Anders Vistisen, og fortsætter:
Anders Vistisen er retsordfører i Dansk Folkeparti. Foto: Zsolt Szigetvary/EPA/Ritzau Scanpix
»Statsløsekonventionen beskytter de her statsløse mod at kunne udvises i praksis, og regeringen vil ikke melde os ud. Det mener Dansk Folkeparti, at vi burde.«
Frederik Bloch Münster, der er politisk ordfører i Det Konservative Folkeparti, stemmer i.
Han mener også, at man skal lave et udrejsecenter i et tredje land, så udviste kriminelle ikke kan opholde sig i Danmark efter afsoning.
»Hvordan kan det være, at en kriminel udlænding bliver udvist endda for flere år siden, men så kan blive i landet og så begå ny personfarlig kriminalitet? Det skal jo heller ikke kunne lade sig gøre i Danmark,« siger han og tilføjer:
Politisk ordfører i Det Konservative Folkeparti, Frederik Bloch Münster, vil have et udrejsecenter i udlandet. Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
»Vi mener, at man bør flytte Kærshovedgård til udlandet, sådan så når man bliver dømt for kriminalitet, hvor man bliver udvist, så skal man afsone i danske fængselsceller i udlandet, og så skal man bagefter til et udrejsecenter, der også ligger i udlandet.«
Men i den her sag er der tale om en statsløs palæstinenser. Det kan jo betyde, at vi skal have ham bag lås og slå på et udrejsecenter på ubestemt tid. Går det ikke imod nogle af de konventioner, Danmark er en del af?
»Det er derfor, vi foreslår at flytte Kærshovedgård til udlandet. For grunden til, at de her mennesker modsætter sig udvisning og bliver boende på Kærshovedgård, er jo, at de ved, at de dermed får lov til at blive i Danmark,« siger Frederik Bloch Münster.
Anders Vistisen fremhæver også muligheden for at sende Wasim Essam Hajress til Libanon eller et andet land, hvor man tidligere har udvist statsløse palæstinensere til.
»Vi synes, at han skulle tage hjem til Vestbredden. Alternativt til Libanon eller Jordan, men han skal i hvert fald ikke have lov til at gå frit omkring i Danmark,« siger han.
Men hvis man som Wasim Essam Hajress er statsløs palæstinenser og ikke kan sendes hjem på grund af krigen, hvad er så alternativet?
»Man kan jo starte med ikke at begå voldtægt, mord eller andre forbrydelser, hvis man er bekymret for sin egen sikkerhed. Det er jo ikke svært ikke at være kriminel,« siger Anders Vistisen.