I en periode på mere end tyve år har Wasim Essam Hajress voldtaget fem forskellige kvinder i Danmark.
Den nu 43-årige, statsløse palæstinenser har modtaget årelange fængselsstraffe for sine brutale handlinger, og i 2018 blev han også ved Retten i Roskilde udvist af Danmark for bestandigt.
Men på trods af det har han fortsat med at begå nye voldtægter her i landet.
I 2024 begik han sin femte voldtægt, da han i Silkeborg først tvang en kvinde til oralsex og efterfølgende udsatte hende for en fuldbyrdet voldtægt.
Men hvordan kan det være, at en person, som er blevet udvist, stadig kan opholde sig i landet og begå ny personfarlig kriminalitet? Det prøver B.T. at få svar på.
Ifølge forsvarsadvokat Kåre Traberg Smidt ligger svaret med høj sandsynlighed i, at Wasim Essam Hajress er statsløs palæstinenser.
»Hvis man er statsløs, så har man jo ikke noget hjemland, som Danmark kan hjemsende en til,« siger forsvarsadvokaten til B.T. og tilføjer:
»Vi kan jo ikke bare kaste ham ud i faldskærm over ingenmandsland. Derfor har vi en forpligtelse til at tage os af ham, og derfor forbliver han i Danmark. Men det betyder jo ikke, at man giver ham en opholdstilladelse. Det betyder, at han er på det, der hedder en form for tålt ophold.«
Kåre Traberg Smidt fortæller også, at Danmark er forpligtet til at følge internationale konventioner, som forhindrer, at man udsender personer til et land, hvor de ikke har ret til at opholde sig.
»Der er nogle internationale konventioner, der sikrer, at hvis du ikke har noget sted at blive sendt hen til, så kan Danmark ikke bare slippe det ansvar,« fortæller han.
Selvom Wasim Essam Hajress har et meget voldsomt kriminelt CV, er han som statsløs palæstinenser stadig beskyttet af konventionerne.
B.T. er bekendt med tre af de voldtægter, som han er dømt for.
I 2006 voldtog han en 16-årig pige i en elevator i København. I 2018 udsatte han en 19-årig kvinde for en fuldbyrdet voldtægt sammen med en medgerningsmand i et kælderrum i Roskilde.
Og senest i 2024 voldtog han sit femte offer.
Ved du noget om Wasim Essam Hajress' sager? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail til alfm@bt.dk.
For sin seneste voldtægt blev han ved Retten i Viborg dømt til forvaring, men i september 2026 blev dommen i Vestre Landsret omstødt til to et halvt års fængsel og udvisning med et livslangt indrejseforbud.
Til spørgsmålet om, hvorfor Danmark så bliver ved med at udvise ham, selvom han er statsløs, kommer Kåre Traberg Smidt med følgende forklaring:
»Det er princippet i, at vi gerne vil sende et signal om, hvad der er tilladeligt i Danmark, og hvad der ikke er tilladeligt i Danmark, både for danskere såvel som udlændinge,« siger han og tilføjer:
»Der er jo også en mulighed for, at fremtidige internationale aftaler kan åbne op for udsendelse af personer. Dermed vil det jo være uheldigt, hvis vi ikke udviser ham.«
Der har også tidligere været sager, hvor en statsløs palæstinenser blev effektivt hjemsendt.
I 2015 blev en bandeleder fra Odense, Mahmoud Khalil Salem, bedre kendt som Fisfis, udvist til Libanon.
Men ifølge Kåre Traberg Smidt skyldtes det formentlig, at sagen var så højt profileret, at regeringen gik ind i den.
»Jeg tror, at Fisfis var en meget særlig sag, som var helt oppe på ministerniveau. Enkeltsager kan blive så stor en hæmsko for en regering, at man forhandler med et andet land, som så laver en særordning for den enkelte person,« siger han.