Justitsminister Nicolai Wammen (S) er dybt berørt over, at en 32-årige svensk mand er afgået ved døden som følge af vold under et storskærmsarrangement på Islands Brygge i København tirsdag.

Det skriver han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

»Jeg er dybt berørt og vred over den forfærdelige og meningsløse handling, som en svensk betjent og familiefar blev udsat for i København tidligere på ugen,« lyder det fra Nicolai Wammen:

»Mine tanker og dybeste medfølelse går til de pårørende.«

Det var tirsdag aften, at den tragiske hændelse skete.

Her opstod der klammeri i forbindelse med VM-arrangementet, hvor den den svenske mand fik et enkelt slag, der endte med at få fatale konsekvenser for ham.

For det gav ham et brud på en nakkehvirvel og en blødning i hjernen, og det blev hurtigt meldt ud, at hans tilstand var særdeles kritisk.

Lørdag aften kunne Københavns Politi så meddele, at han var død af sine kvæstelser.

I den forbindelse reagerede også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efterfølgende:

»Fuld af sorg og vrede over, at ung svensk mand har mistet livet i København til det, der skulle være et fredeligt VM-arrangement,« lød det fra ham.

Fredag blev en 31-årig mand varetægtsfængslet i sagen. Han er tidligere dømt flere års fængsel for drabsforsøg. Læs mere om det HER

Både offer og formodet gerningsmand er omfattet af navneforbud.