Hvad der skulle have været en hyggelig oplevelse med fodbold og øl fik fatale konsekvenser for en 32-årig svensker tirsdag. 

Manden blev slået ned, og døde af af sine kvæstelser. Det meldte Københavns Politi ud lørdag.

Nu reagerer den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, på den tragiske nyhed.

'Fuld af sorg og vrede over, at ung svensk mand har mistet livet i København til det, der skulle være et fredeligt VM-arrangement. Bedste tanker til hans familie, venner og hele vores svenske broderfolk. Må den skyldige blive hårdt og retfærdigt dømt,' skriver Lars Løkke Rasmussen på X.

Dybt tragisk
Hændelsen skete til et storskærmsarrangement, som TV 2 stod for, og tv-stationen er også dybt berørt over situationen.

Det fortæller TV 2 Sports programchef, Kristian Hyldgaard, til Ekstra Bladet.

»Vi er dybt, dybt berørte over nyheden om, at den svenske fodboldgæst har mistet livet. Vi sender alle vores varmeste tanker til offerets nærmeste familie. Det er virkelig tragisk,« fortæller han til mediet.

Kristian Hyldgaard understreger også, at arrangementet levede op til alle sikkerhedsmæssige krav.

Voldelig fortid
Den mistænkte i sagen var fredag i grundlovsforhør ved Københavns Byret, efter han meldte sig selv til politiet fredag morgen.

Anklageren krævede den 31-årige mistænkte, der har afrikanske rødder, varetægtsfængslet. Han blev fængslet i 26 dage.

Efter det fatale knytnæveslag offentliggjorde politiet et foto af den formodede gerningsmand. Siden har han fået navneforbud. Foto: Politiet

Den 31-årige mand har været på kant med loven i flere tilfælde end blot episoden på Islands Brygge.

Ifølge B.T.s oplysninger har manden før været sigtet for voldtægt, trusler og mishandling, men det er uvist, hvad disse sager er endt med.

Manden er tidligere blevet idømt syv års fængsel for drabsforsøg. Det kan du læse mere om her.

Stjerneadvokaten Mette Grith Stage mener, at den formodede gerningsmands mørke fortid kan spille ind, hvis han bliver straffet i sagen. Det kan du læse mere om her.