Et bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København meldte torsdag sig selv til politiet i forbindelse med en voldtægtssag.
Nu viser det sig, at voldtægten skete i teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Ninna Hedeager Olsens lejlighed.
Det oplyser hun selv på sin Facebook-profil.
'Jeg er dybt berørt. Det foregik i mit hjem. Jeg kender parterne. Det vigtigste for mig har været at tale med offeret, støtte hende og at få hende til at erkende, at hun er uden skyld,' skriver Ninna Hedeager Olsen og fortsætter:
'Derefter har mit fokus været at få gerningsmanden til at melde sig selv. Det vidste han heldigvis godt, at han skulle.'
Hun fortæller derudover, at hun nu er blevet opfordret til at trække stikket i en periode, hvilket hun har besluttet sig for at gøre.
Mandag aften tages der på et gruppemøde med Enhedslistens medlemmer af byrådet stilling til, hvem der skal overtage hendes arbejdsopgaver.
'Personligt og som gruppeformand støtter jeg Ninna i hendes beslutning om sygemelding og ønsker at skærme hende mod alle henvendelser.'
'BR-gruppen vil på vores gruppemøde mandag aften træffe beslutning om det videre forløb,' skriver gruppeformand i København Karina Vestergård Madsen (EL) på sin Facebook-profil.
Torsdag kom det frem, at et bestyrelsesmedlem i Enhedslistens københavnsafdeling var fratrådt sine poster i partiet, fordi han var involveret i en voldtægtssag.
Den pågældende mand, der er beskyttet af et navneforbud, havde selv meldt sig til politiet i København for at fortælle om sin rolle i voldtægten.

Fredag blev han så varetægtsfængslet i foreløbig 18 dage.
I Enhedslisten København vil man søndag ikke sige særlig meget om de seneste dages udvikling i sagen.
»Vi er selvfølgelig dybt rystede og berørte. Det her er jo en voldtægtssag,« siger Maria Nielsen, bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København.
Har det stået klart hele vejen igennem, at den voldtægt er sket i borgmesterens lejlighed?
»Nej. Men altså, vi har handlet på det, vi har vidst.«
Så det her er nyt for jer?
»Ja. Men af hensyn til offeret og efterforskningen kan vi ikke udtale os yderligere,« siger Maria Nielsen.
Sagen har rystet Enhedslistens top. Torsdag skrev partileder Pernille Skipper om sagen på Facebook:
'Af hensyn til offeret og hele efterforskningen vil jeg selvfølgelig ikke udtale mig mere, men jeg vil dog sige, at det gør mig rigtig ked af det, og jeg er faktisk temmelig rystet,' skrev hun:
'Voldtægter har store konsekvenser for dem, der bliver ramt, og er en forfærdelig og krænkende forbrydelse. Jeg tænker rigtig meget på, hvordan offeret har det nu.'
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Ninna Hedeager Olsen.
I bunden af sit Facebook-opslag, hvor hun fortæller om voldtægten, skriver Ninna Hedeager Olsen:
'Oplevelsen viser, hvad vi desværre godt ved: at voldtægt typisk ikke begås af fremmede på en mørk gade. Langt oftere begås det i tætte relationer, af dem, som man stoler på, lukker ind i sit hjem og lader overnatte,' og fortsætter:
'Det har på alle måder været nogle frygtelig dage. Jeg er i gode hænder, og det ved jeg, offeret også er. Af professionelle er jeg blevet opfordret til at trække stikket i en kortere periode.'
Opdateres ...