Den voldtægtssag, der for nylig ramte Enhedslisten, tog fredag middag en dramatisk vending.

Torsdag kom det frem, at et bestyrelsesmedlem i Enhedslistens Københavns-afdeling var fratrådt sine poster i partiet, fordi han var involveret i en voldtægtssag.

Den pågældende mand, der er beskyttet af et navneforbud, havde selv meldt sig til politiet i København for at fortælle om sin rolle i voldtægten.

Anklagemyndigheden vurderede, at der var grund til, at manden ikke skulle være på fri fod, mens politiet efterforskede sagen.

Det betød, at han onsdag i dybeste hemmelig blev fremstillet i grundlovforhør i Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling.

Dommeren mente dog i første omgang ikke, at det var nødvendigt at frihedsberøve det tidligere medlem af Enhedslisten Københavns bestyrelse.

Den beslutning kærede anklageren til Østre Landsret, der nåede frem til det modsatte resultat: Manden skulle varetægtsfængsles.

Derfor blev han igen anholdt og har fredag middag været i et nyt retsmøde i Københavns Byret. Her besluttede dommeren i første omgang, at det tidligere bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København skal være bag tremmer foreløbig 18 dage.

Også fredagens retsmøde blev holdt for lukkede døre, og det har foreløbig ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra hverken anklager eller forsvarer.

Derfor er det uvist, hvad manden helt nøjagtigt er sigtet for, samt hvordan han forholder sig til sigtelsen.

På grund af den fængsledes navneforbud, der reelt gør det ulovligt at offentliggøre alle oplysninger, der kan røbe hans identitet, kan B.T. ikke i detaljer beskrive den pågældendes store engagement i forskellige sammenhænge. Også den forurettede er automatisk beskyttet af et navneforbud.

Også i Enhedslisten er alle bomme gået ned, efter at sagen forleden kom frem.

Partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, skrev dog forleden på sin Facebook-profil:

»Jeg blev i går orienteret om, at et medlem af vores lokalafdelingsbestyrelse i København har meldt sig selv i en voldtægtssag og har fratrådt alle sine poster i partiet af den grund.«

»Af hensyn til offeret og hele efterforskningen vil jeg selvfølgelig ikke udtale mig mere, men jeg vil dog sige, at det gør mig rigtig ked af det, og jeg er faktisk temmelig rystet. Voldtægter har store konsekvenser for dem, der bliver ramt, og er en forfærdelig og krænkende forbrydelse. Jeg tænker rigtig meget på, hvordan offeret har det nu,« skrev Pernille Skipper på Facebook.

Og i en pressemeddelelse fra Enhedslisten Københavns hovedbestyrelse skrev partiet:

»Det er forfærdeligt for offeret, og vi er dybt berørte af det. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at støtte offeret og hjælpe politiet i deres efterforskning.«

»Der er nedlagt navneforbud i sagen, og efter ønske fra og af hensyn til offeret og den videre efterforskning, udtaler vi os af samme grund ikke yderligere,« skrev  bestyrelsesmedlem Maria José Nielsen på vegne af bestyrelsen.

Enhedslisten Københavns bestyrelse består af ét medlem fra hver af de 15 københavnske lokalafdelinger.

Desuden er der fem bestyrelsesmedlemmer og en kasserer, der vælges på den årlige generalforsamling.