Den mand, der tidligere i dag blev anholdt for en formodet voldtægt i Hobro, er nu løsladt.

Men selvom manden nu er på fri fod, venter der ham et retligt efterspil.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

»Sagen kører, men man har vurderet, at manden ikke skulle fremstilles med krav om varetægtsfængsling,« fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

Det var kort efter klokken fire natten til søndag, at Nordjyllands Politi modtog en anmeldelse om forsøg på voldtægt.

En 30-årig kvinde fik sig nemlig en grim overraskelse, da hun natten til søndag kom gående af Mariagervej i Hobro.

En mand greb fat om kvinden bagfra, og tog hende i skridtet.

Den 30-årige kvinde gav sig dog til at råbe, og fik held til at vriste sig fri og løbe væk fra sin overfaldsmand.

Da Nordjyllands Politi dukkede op på gerningsstedet, lykkedes det dem at anholde den 40-årige mand.

Men efter undersøgelser og afhøring har politiets jurister vurderet, at der ikke er grundlag for at kræve den 40-årige varetægtsfængslet i et grundlovsforhør.

Han er derfor blevet løsladt, men er altså stadig sigtet i sagen.