Mandag formiddag kom der endnu flere beviser på bordet i Retten i Aarhus, som indikerer, at der var tale om et hævndrab, da en 25-årig mand en februar aften for to år siden blev skuddræbt ved Søhøjen i Tilst.

Et faktum, som de tre tiltalte mænd i sagen på henholdsvis 24, 25 og 29 år alle nægter.

Det skete under afhøringen af den sidste af de tre tiltalte i sagen. En 25-årig mand, hvis storebror blev forsøgt skuddrab tre uger før dette drab.

Under mandagens afhøring kom det blandt andet frem, at der kort før drabet ved Søhøjen blev søgt på sharialovgivningens 'øje for øje – tand for tand'-princip, som gør det lovligt at dræbe en, der har slået en anden ihjel.

Ifølge anklagemyndighedens opfattelse på en telefon, som den 25-årige lillebror var i besiddelse af.

Det er en af grundene til, at anklagemyndigheden mener, at drabet skal være sket som hævn for drabsforsøget på storebroren, som de tre tiltalte alle var venner med.

Den 25-årige blev fundet skuddræbt i en Range Rover kort før midnat den 27. februar 2020.

Er det noget, du går ind for? Spurgte specialanklager Jesper Rubow den 25-årige dansk-somaliske mand, som var iført blå skjorte, sorte bukser og briller.

»Nej,« lød det hurtigt fra ham, mens han samtidig nægtede at have kendskab til telefonen, som tidligere har tilhørt hans mellemste storebror. Alle tre brødre er kendt af politiet for kriminalitet.

Er det noget, du har drøftet med dine brødre? Lød det videre fra anklageren.

»Nej,« lød svaret endnu engang.

Alligevel flygtede den 25-årige til Göteborg i Sverige få dage efter drabet.

»Da jeg hørte, at folk troede det var mig, så tænkte jeg på, at min bror var blevet skudt, og så tænkte jeg, at jeg måtte tage afsted,« lød det fra ham.

Samtidig kom der rygter om, at det skulle have været ham, som skulle have været skudt i stedet for storebroren.

Havde du hørt, det var dig der skulle skydes?

»For at være ærlig, så har jeg hørt om det, men jeg ved ikke hvorfor,« lød det fra den 25-årige mand.

Blev du nervøs for din egen sikkerhed? Spurgte Jesper Rubow.

»Ja, selvfølgelig. Der var nogle, der havde skudt min bror, og jeg vidste ikke hvorfor.«

Det fik Jesper Rubow til at undre sig over, hvorfor han ikke allerede flygtede til Sverige efter drabsforsøget istedet for først efter drabet ved Søhøjen.

»Da jeg hørte, at folk troede det var mig, så tænkte jeg på, at min bror jo også var blevet skudt, og så tænkte jeg, at jeg måtte tage afsted.«

»Nu var jeg var sikker på, at der var nogle, der ville have fat på mig,« forklarede den unge mand, der flere gange måtte være svar skyldig, når anklagemyndigheden spurgte ind til, hvad han så lavede på selve drabsnatten den 27. februar 2020, da den 25-årige blev skudt ved Søhøjen.

Den 25-årige er foruden drabet ved Søhøjen tiltalt for at have planlagt flere drab i tiden efter, at have opbevaret våben og solgt euforiserende stoffer.

Det nægter han sig skyldig i.

Mandag eftermiddag fortsætter afhøringen af ham.

B.T. følger sagen.