Det er anklagemyndighedens opfattelse, at motivet til skuddrabet på en 25-årig mand på en parkeringsplads ved Søhøjen i Tilst en februar aften for to år siden er hævn.

Sådan lyder det tirsdag formiddag fra specialanklager Jesper Rubow i Retten i Aarhus, hvor drabssagen mod tre mænd i 20erne netop er begyndt.

I Retten er det nemlig netop kommet frem, at en af de tiltaltes brødre, tre uger før skuddrabet på den 25-årige, blev forsøgt dræbt, og det er ifølge anklagemyndigheden grunden til, at den 25-årige skulle dræbes.

Drabsforsøget på broren skete den 6. februar 2020 på Inger Christensens Gade i Gellerup i det vestlige Aarhus.

»Det er anklagemyndighedens opfattelse, at det er motivet,« lyder det fra specialanklager Jesper Rubow, der rundt om sig i retslokalet har omkring 10 bevæbnede betjente med skudsikre veste.

Grunden til, at politiet er kommet på den tese, er, at broren på grund af drabsforsøget kom slemt til skade og derfor var indlagt i en længere periode på Aarhus Universitetshospital.

Det skyldes, at han var blevet skudt gennem både begge lunger og leveren, hvilket blandt andet resulterede i en akut livsvigtig operation.

Efter drabet på den 25-årige valgte politiet at sætte rumaflytning op på den forurettedes stue på hospitalet, og her kom der væsentlige detaljer frem for denne drabssag.

»Det er anklagemyndighedens opfattelse, at der tales om drabet på rumaflytningen,« lyder det fra Jesper Rubow.

De tre mænd på henholdsvis 29, 25 og 24 nægter sig alle skyldige i drabet på den 25-årige, der kort før midnat den 27. februar 2020 blev fundet livsløs siddende i en Range Rover på parkeringspladsen i Tilst.

Planen er, at de tre mænd skal afgive deres forklaringer på torsdag og fredag.

Den 29-årige og 25-årige, hvis bror blev forsøgt dræbt, er desuden tiltalt for at have planlagt flere drab i tiden efter drabet på den 25-årige. Det nægter de sig også skyldige i.

Der er afsat 17 dage til nævningesagen mod de tre mænd.

I løbet af de mange retsdage skal 24 personer vidne, herunder den tiltaltes bror, som blev forsøgt dræbt forud for drabet på den 25-årige.

B.T. følger sagen.