Uønsket telefonsalg og vildledning af forbrugerne.
Det er, hvad virksomheden Go Strøm er blevet politianmeldt for. Og så endda for anden gang på meget kort tid, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Første politianmeldelse lå i oktober måned, men der er tilsyneladende ikke sket ret meget, for Forbrugerombudsmanden modtager stadig klager over Go Strøms telefonsalg.
I denne omgang går anmeldelsen på, at virksomheden har foretaget 61 opkald til forbrugere uden at få deres samtykke på forhånd, og at vildlede 45 forbrugere under telefonsamtalerne.
Under samtalerne har Go Strøm givet et indtryk af, at de ringede i samarbejde med forbrugernes eget elselskab, og at forbrugerne skulle have penge tilbage for en grøn elafgift.
De forbrugere, der ønskede at få penge tilbage, opgav følsomme oplysninger til Go Strøm, som efterfølgende er blevet brugt til at oprette en elaftale fra Go Strøm i forbrugernes navne - helt uden at spørge om lov.
Det drejer sig om perioden juli til november 2021.
»Det er vigtigt, at forbrugerne er klar over, at de ikke er bundet af en el-aftale, hvis de ikke har givet samtykke til opkaldet. De er naturligvis heller ikke bundet til aftalen, hvis de er blevet vildledt til at indgå den,« siger Christina Toftegaard Nielsen, der er forbrugerombudsmand, i pressemeddelelsen.
Tidligere på måneden stod en 21-årig telefonsælger fra Go Strøm frem, hvor han fortalte om, hvordan han narrede og manipulerede forbrugerne til at abonnere hos dem.
Telefonsælgeren Jakob blev blandt andet lært op i at fortælle, at forbrugerne kunne spare mellem 800-1.200 kroner om året, hvis de valgte at gå over til Go Strøm.
»Når jeg ringede op, sagde jeg til alle, at de kunne spare 949 kroner om året – lige meget hvilket elselskab de havde i forvejen. Vi havde fået at vide, at det var bare sådan, det var,« siger Jakob til B.T. og tilføjer:
»Og så sagde vi, at der var et klimatillæg på deres eksisterende elaftale, som ville blive skåret væk, hvis de skiftede til Go Strøm, og at kunden derfor kunne spare penge ved at slippe for klimatillægget.«
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Go Strøm, men de ønsker ikke at kommentere på sagen.
