En påfyldning af en lighter gik tirsdag helt galt – og endte med, at en villa i Frederikshavn er brændt helt ned.
»Der bliver ikke noget at bo i hvert fald. Det skal rages helt ned, og der er ikke noget, der kan bruges længere,« siger Ib Nielsen, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Det var ved 10-tiden, at brandvæsenet nåede frem til huset på Buhlsvej i den nordlige del af den nordjyske by.
Her havde ilden allerede godt fat i huset.

»Der stod flammerne ud af stort set alle vinduer og havde faktisk også fat i plankeværket ind til naboen, men vi fik brandskaderne begrænset til samme parcel,« siger Ib Nielsen fra Nordjyllands Beredskab.
Det var et ældre ægtepar, der boede i huset – de reddede sig sikkert ud og kom ikke til skade.
De har siden forklaret til brandvæsenet, at den voldsomme brand begyndte, da de var ved at fylde en lighter op, hvor der så i stedet sprøjtede gas ud. Der blev antændt.
»Det sagde 'puf', og så var der pludselig ild over det hele. Det skulle være årsagen,« siger indsatsleder Ib Nielsen.
Da B.T. taler med ham over middag er taget helt væk, og 'murværket er ved at falde ned om ørerne på os'. Slukningsarbejdet er stadig i fuld gang. Endnu har ingen brandfolk været indenfor.
»Vi tør ikke gå derind for det, for det hænger i laser. Vi forsøger at slukke, hvad vi kan udefra og så skal vi have raget de ting ned, vi eventuelt kan få i hoved, inden vi går ind,« siger Ib Nielsen, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Ægteparret, der har boet i huset, er ifølge brandvæsenet blevet hentet af deres børn.



