Det vakte stor opsigt, da en mand tidligere på året blev anholdt for et drab, der blev begået for mere end tre årtier siden.

Nu håber politiet på Bornholm, at den samme dna-metode, som førte til anholdelsen, også kan føre til et gennembrud i en gammel drabssag på solskinsøen.

Det skriver DR.

Det var tilbage i februar, at politiet rykkede ud og anholdt den 54-årige Henrik Krogh Rasmussen og sigtede ham for nytårsnat tilbage i 1990 at have dræbt den 23-årige sexarbejder Hanne With i hendes lejlighed i Fensmarkgade i København.

Onsdag blev han kendt skyldig i drabet og idømt 11 år og seks måneders fængsel – og han blev dermed den første i Danmark til at blive fældet af dna-metoden kaldet slægtskabssøgning.

Ved slægtskabssøgning søger politiet efter, om der i politiets dna-register kan være nære slægtninge til den person, der har afsat dna på et gerningssted.

På den måde fandt politiet frem til den nu dømte mands søn, som var i politiets register på grund af en mindre sag – og via den vej fandt de frem til manden, som efterfølgende blev anholdt.

»Vi ved, at politiet arbejder videre med de her metoder på gamle, uopklarede drabssager. Og så har jeg da et håb om, at vi på et tidspunkt kan tage ud og få anholdt nogle drabsmænd, der sidder derude med dårlig samvittighed, og at vi kan få dem stillet for retten,« lød det ifølge Ritzau fra specialanklager Søren Harbo, efter dommen faldt i Københavns Byret onsdag.

Ét sted, man sidder og håber på, at metoden kan føre til et gennembrud i en uopklaret drabssag, er på Bornholm, skriver DR.

Der håber man, at metoden kan hjælpe med at finde ud af, hvem der dræbte servitricen Connie Birgitte Svendsen fra Rønne tilbage i 1997.

»Muligheden for slægtsskabssøgning er et godt værktøj, som vi vil gøre brug af til forhåbentlig at finde en gerningsmand til det her drab,« fortæller Thomas Elsgaard, som er politikommissær på Bornholm, til DR.

Connie Birgitte Svendsen havde 31. august 1997 været i byen med nogle venner på Café 18 i Krystalgade.

Hun blev sidst set tæt på klokken 23, da hun gik hjem.

Dagen efter reagerede hendes chef, da Connie Birgitte Svendsen ikke mødte ind på Hotel Hoffmann, hvor hun arbejdede som servitrice.

Hun blev efterfølgende fundet i sin lejlighed. Liggende i sin seng, gennembanket og kvalt.

I lejligheden fandt man tomme vinglas, og cigaretskod flød i askebægret. 

Særligt cigaretskoddene spillede – og spiller stadig – en vigtig rolle, da de havde dna på sig. 

Profilen matchede ikke Connie Birgitte Svendsen selv. Med andre ord: Politiet fik samlet en dna-profil på en person, man formoder kan have taget livet af hende.

I sagen om drabet på Hanne With har Henrik Krogh Rasmussen taget betænkningstid, i forhold til om han vil anke dommen.

Han har dermed i alt 14 dage til at beslutte, om dommen skal ankes til landsretten.