Det lille fly nærmer sig meget hurtigt jorden med en faldskærm efter sig.

Sådan så det ud, da et lille sportsfly søndag eftermiddag måtte nødlande nær Almtoftevej syd for Ringsted.

I første omgang forlød det, at det tyske par ombord – en mand og en kvinde – slap med »mindre skader.«

De to blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet i København, hvor nærmere undersøgelser imidlertid viste, at kvinden har pådraget sig alvorlige brud.

»Hun har ikke været i livsfare, og det er ikke livstruende, men hun er blevet alvorligt kvæstet,« siger kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Hun forklarer, at faldskærmen var en del af flyets nødprocedure og var med til at sikre, at flyet ikke faldt for hurtigt mod jorden.

»Det lykkedes de to ombordværende at komme ud af flyet, da de nåede jorden. Kort efter fik vinden fat i skærmen, og det fik flyet til at vende sig om på hovedet.«

Det er endnu uvist, hvad der gik galt med flyet.

Havarikommissionen er gået i gang med at undersøge ulykken nærmere.