En mand og kvinde befandt sig i fly, der måtte nødlande. De slipper ifølge politiet med lette skader.

Et lille sportsfly er søndag eftermiddag nødlandet syd for Ringsted nær Almstoftevej.

To personer - en mand og en kvinde - befandt sig om bord på flyet. De er tilsyneladende begge sluppet med mindre skader.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Politiet oplyser, at parret nu skal undersøges nærmere på sygehuset.

Der er tale om et tysk par, der fløj i et amerikansk indregistreret fly, skriver politiet. Det fremgår ikke, hvad formålet med turen var.

Billeder fra stedet viser, at flyet ligger på hovedet på en mark. Politi, redningsmandskab og ambulancer er på stedet.

Havarikommissionen skal nu undersøge årsagen til uheldet, skriver politiet.

/ritzau/