Der er ikke kun herhjemme, at drabet på Kim Wall ryster med sin grusomhed. Udenlandske journalister fra ikke færre end 14 lande var også med, da sagen torsdag tog sin begyndelse i byretten.

»Modbydeligt«.

Ordet siges på engelsk. Væmmelsen lyser ud af ansigtet. »Grusomt. Hvad skal jeg sige?«.

I kælderen under Københavns Byret sidder omkring 100 mennesker ved lange borde. Tre storskærme transmitterer alt, hvad der foregår i selve retslokalet. Koncentrationen er enorm. Der hamres ihærdigt i tasterne på de bærbare computere. På mange sprog. Og ind imellem siges der ting i retslokalet, som får fingre og ansigter til fryse til is.

Sagen mod Peter Madsen - som torsdag tog sin begyndelse - er uden tvivl en af de største i Danmarkshistorien. Dækningen af den har været massiv. Og har rakt langt ud over landets grænser.

Den gru og den rædsel, som langt de fleste af os har følt, har de delt i Kina og USA. I Frankrig og Tyskland. Hos vore naboer mod nord. Sverige, Norge, Finland. For nu at nævne nogle stykker.

Journalister fra hele verden på vej ind i byretten, hvor alle skulle sikkerhedstjekkes, før de kunne få adgang til salen.  Vis mere

»Hvem er ikke chokeret over denne historie og dens detaljer?« spørger Christina Anderson.

Den amerikanske journalist er bosat i Stockholm og sendt til København af New York Times, for hvem den dræbte Kim Wall ikke bare var et hvilket som helst offer, en hvilken som helst journalist.

»Hun skrev flere artikler til avisen. Var en meget lovende journalist,« siger Christina Anderson videre, stadig chokeret over mange af de detaljer, der kom frem under dagens retsmøde.

»Men selv dem håndterede anklageren virkelig delikat. Jeg er meget imponeret over måden, de har præsenteret de meget svære ting på,« siger hun og sender - som så mange af de øvrige tilstedeværende - uden tvivl tanker til Kim Walls familie, som under denne første dag i retssalen sad på forreste række.

»Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at de skal se og høre det her,« siger en finsk journalist hovedrystende i en af retsmødets indlagte pauser.

For mens sagen ruller for åben skærm i det kælderrum under retslokalet, er der stille. Helt stille.

Kun lyden af tastaturerne fylder det lavloftede lokale.

Mange af de udenlandske journalister er på herrens mark. Alt siges på dansk. De færreste forstår det.

Nogle er bosiddende korrespondenter i Sverige og behersker nogenlunde det sprog. Derfor er de svenske mediers hjemmesider fremme på deres skærm. Så de kan følge deres live-blogs og oversætte til deres eget sprog.

Andre udenlandske journalister har allieret sig med danske kolleger, som de har hyret til at transskribere, hvad der bliver sagt ovenpå.

Men ikke alle er så heldige.

SE VIDEOEN: Forsvarsadvokat Henrik Stagetorn: Derfor har Peter Madsens forsvarer flere gode kort på hånden:

 

Louise Colcombet fra franske Le Parisien - blot ét af fire franske medier, som er i København for at dække sagen - har kastet sig over TV2s hjemmeside.

Hvert et ord, der lægges ind i deres liveblog, kopierer hun over i google translate og derfra videre derfra til eget dokument.

»Hvad skal jeg ellers gøre?« spørger hun, og trækker på skuldrene.

Også for hendes dagblad er sagen interessant. Og har været det fra starten.

»Den indeholder alt, der skal til, for at en historie er god. En mand, som er kendt i sit hjemland, som er ekstravagant og en særling. En kvinde, som er fantastisk og har en imponerende karriere. Og så ender det sådan! Mine venner advarede mig, da jeg skulle hertil. Pas nu på.

Sagen er en krimi-scene, som er så grusom, og som for hver detalje blot bliver værre og værre. Selv i dag er der kommet nye ting til, som gør én syg indeni.

Men jeg må sige, at jeres politi imponerer mig virkelig. Når man tænker på, hvad han har gjort for at skaffe sig af med beviserne, er det fantastisk, hvor meget de har fremskaffet.«

Anklager Jakob Buch-Jepsen omringes af presse fra hele verden, da han ankommer til byretten.  Vis mere

For hovedparten af de udenlandske journalister gik turen tilbage til hjemlandet allerede i går aftes. En lang, kold og chokerende dag i Københavns Byret, en dag, hvor de med egne øjne fik mulighed for at se, hvad ham Peter Madsen var for et udyr, var, hvad de skulle bruge for at holde historien i live hjemme i Kina, i USA, i Tyskland og alle de andre lande.

Lige undtagen svenskerne. For dem er denne sag mere mere end ‘bare’ en fascinerende historie. Det er drabet, på en af deres egne.

»Men selvfølgelig er vi også interesserede af samme grunde, som alle de internationale medier. Det er en helt utrolig historie,« siger Caroline Larsson fra Expressen.

Det siger andre af de udenlandske journalister:

Tiia Palmén, MTV News, Finland:

Tiia Palmén, krimireporter ved MTV News, Finland:  Vis mere

Sagen har været stor i Finland, lige siden den tog sin begyndelse. Først to savnede personer i en ubåd. Så blev han fundet, men hun var stadig forsvundet, og alt var virkelig mystisk. Og bid for bid er der tilføjet detaljer, som bare har gjort sagen endnu mere interessant. Men også virkelig forfærdelig. En ung, smuk kvinde, som bare passede sit arbejde, og så sker det her. De ting er grunden til, at sagen har fortsat med at være en topnyhed i Finland. Og det er grunden til, at vi er her i dag. Dét, og så at se ham med vores egne øjne.

Bernd Hauser, Stern Magazine, Tyskland:

Bernd Hauser, reporter for Stern Magazine, Tyskland  Vis mere

Det er ikke kun i Tyskland, at historien er stor. Det er den i hele verden. Nok af samme grund, som den er det i Danmark: Det er en utrolig historie med så mange lag. Den startede og udviklede sig som en skandinavisk krimi, men så blev fascinationen til den rene rædsel. En mand, mod en kvinde på et sted, hvor hun er alene, og ikke kan forsvare sig, det rører ved noget ældgammelt og skaber ængstelse. Med dét, der er kommet frem, er realiteterne langt værre end enhver fiktion. Det er ikke længere en krimi. Der er rædsel. Og man undres over, hvordan der kan være så meget ondskab i verden.