For to små børn - en pige på fire år og en dreng på seks - forandrede verden sig fuldstændig og helt uigenkaldeligt på et splitsekund torsdag formiddag.
Deres far stak deres mor ihjel med en kniv, mens de begge var i lejligheden. Ikke nok med at de så det ske, blev den lille pige også såret.
Det var en ven af moren, 19-årige Syoma Meskel, der tog med pigen i ambulancen og var hos hende på hospitalet.
»Jeg så hende blive båret ud og kunne ikke tænke på andet, end at hun selvfølgelig ikke skulle være alene, så jeg hoppede ind i ambulancen,« siger Syoma Meskel.
Hun bor også i Viby, hvor drabet fandt sted, og har lært den nu afdøde 28-årige kvinde at kende gennem sine forældre, der for nogle år tilbage, tolkede for kvinden og hjalp hende med at falde til i Danmark.
Syoma Meskel besøgte typisk kvinden og hendes to børn et par gange om ugen, så de havde et nært forhold til hinanden.
»Hun var mere en storesøster end en veninde for mig, så jeg har altid haft et rigtig tæt bånd til hendes børn. Derfor knuser det også mit hjerte, at de skal opleve noget så tragisk,« siger hun.
Som underboen Morten Mellmølle kunne fortælle i fredags, fik han en grædende, blødende pige i armene, da børnenes far gik ned ad trapperne i opgangen i lejlighedskomplekset, inden han satte sig til at vente på politiet, der senere anholdt ham.
Morten Melmølle var dybt chokeret.
»Jeg ved jo ikke, hvor dybt såret er, og kan bare se en masse blod fra armen lige omkring håndleddet, så jeg tænker, jeg skal have blødningen stoppet i en fart,« siger Morten Mellmølle.
Han fandt håndklæder og viskestykker frem og viklede dem stramt om hendes arm. Men der var så meget blod, at den lille pige kortvarigt var ved at miste bevidstheden, så han hældte et stort glas saftevand op til hende og gav hende en slikpind.
Og da ambulancerne ankom, var det så Syoma Meskel, der tog over.
Politiet havde meldt ud, at pigens skader kun var ‘overfladiske’. Men på hospitalet viste det sig, at kniven var gået hele vejen igennem hendes håndled. Det var derfor, der havde været så meget blod hos underboen.
Pigen har fået gips på, og når hun på et tidspunkt får den af, skal hånden genoptrænes, fordi et par sener er blevet beskadiget.
»Hun tog det virkelig flot situationen taget i betragtning, men jeg tror også, hun var lidt i chok, mens hun var på sygehuset. Hun fortalte mange frygtelige detaljer om, hvad der var sket i lejligheden, og hvad hun havde set,« fortæller Syoma Meskel.
Den lille pige blev også afhørt af politiet, der var til stede på stuen. Repræsentanter fra kommunen var også mødt op for at tage sig af hende.
»Hun blev ved med at kalde på sin mor og spørge efter hende. Men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at hun ikke længere var i live,« siger Syoma Meskal.
Det var først, da hun på B.T. senere tilfældigvis læste, at kvinden var afgået ved døden, hun blev informeret om det. Selvom politiet altså var til stede i samme rum som hende, havde de ikke fortalt hende det.
»Det skuffer mig altså lidt, at de ikke selv lige havde sagt det til mig, for jeg spurgte dem gentagne gange om at holde mig opdateret. Hvorfor skal jeg læse det i medierne, når der sidder en betjent lige foran mig?« siger hun.
Vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi Lennart Glerup beklager Syoma Meskals oplevelse.
»Vi havde udfordringer med at finde pårørende til den afdøde, og vi må ikke give alle mulige oplysninger til venner og veninder. Jeg ved ikke, hvad de har aftalt, men hvis det alligevel er meldt ud i offentligheden, kunne de godt have fortalt hende det,« siger han.
Der gik lang tid, før pigen faldt i søvn i sin hospitalsseng, selvom hun var træt. Syoma Meskal lå længe og holdt om hende, før hun faldt til ro.
Dagen efter blev hun udskrevet, og sammen med sin storebror blev hun anbragt på en kommunal institution, hvor der også er andre børn. Her har Syoma Meskal besøgt børnene dagligt.
»I mediernes kommentarfelter er der så mange søde mennesker, der spørger til, hvordan børnene har det. Og der vil jeg bare lige sige, at de bliver passet på et rigtig godt sted - et slags børnehjem - og at de efter omstændighederne har det godt og både sover, spiser og leger,« siger Syoma Meskal.
Men det fylder selvfølgelig for dem, at de fra den ene dag til den anden har mistet deres forældre.
»De har fået sådan en lille, pædagogisk bog af kommunen, men de har stadig rigtig mange spørgsmål til mig, når jeg kommer på besøg. De forstår godt, at deres far sidder i fængsel, fordi han har dræbt deres mor, men de bliver ved med at spørge hvorfor, og det kan jeg jo ikke rigtigt svare på,« siger hun.
Syoma Meskal arbejder som kunderådgiver og har egentlig været på arbejde mandag. Men hun har svært ved sådan rigtigt at koncentrere sig, for hendes tanker er hos børnene.
Hendes egen sorg over at have mistet en god veninde, som hun nærmest betragter som familie, kommer i anden række.
»Jeg må sørge, når jeg ved, at børnene har det godt igen, og de føler sig sikre på, at de i det mindste stadig har mig og min familie ved deres side. Jeg ved, jeg kommer til at savne deres mor ufatteligt meget. Alle, der kender hende, ved, at hun havde et meget stort hjerte og var verdens bedste mor for sine børn. Jeg kan se hende i børnene og er glad for at have det minde,« siger hun og tilføjer:
»Da min familie og jeg på et tidspunkt havde brug for hjælp, var hun et af de få mennesker, der var der for mig. Nu nåede jeg ikke at takke hende for det, så jeg må på bagkant give hende det løfte, at jeg tager mig af hendes børn, uanset hvad der sker. Og så glæder jeg mig til at fortælle dem alt muligt godt om den verdens bedste mor, de har haft,« siger hun.
Den afdøde kvinde kommer fra Eritrea, men har boet i Danmark de seneste cirka fem år. Hun havde færdiggjort sprogskolen, havde bestået 9. klasse på VUC og var i gang med 10. klasse.
Hun havde ifølge Syoma Meskel været så opsat på at lære dansk hurtigst muligt, at hun altid begyndte at tale med forældrene til sine børns legekammerater, naboer og hvem hun ellers mødte, for at få øvet de danske gloser.
Den afdøde kvinde har familie i både Ethiopien og Eritrea, men da B.T. kontakter de nærmeste pårørende sidst på eftermiddagen torsdag - adskillige timer efter drabet klokken 10:30 - er de stadig ikke blevet underrettet af de danske myndigheder. Det sker først, efter B.T. retter henvendelse til Østjyllands Politi med navne og telefonnumre på de pårørende.
Vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi Lennart Glerup beklager, at de pårørende ikke var blevet kontaktet, da politiet allerede havde meldt offentlig ud, at kvinden var afgået ved døden.
»Det var ikke en forglemmelse, og det er bestemt ikke af ond mening. Vi har virkelig søgt efter pårørende, men der var ikke nogen tætte pårørende i Danmark, og så er det noget, der skal gå igennem myndighederne, og det tager noget tid. Det beklager jeg, for det er selvfølgelig ikke optimalt at blive orienteret af en journalist og ikke af politiet selv,« siger han.
