Bevæbnet med adskillige stykker værktøj brød en 33-årig mand mandag morgen ind i en lejlighed Nørresundby.
Sådan lyder sigtelsen mod manden, der tirsdag blev fremstillet i grundlovsforhør.
I lejligheden opholdt sig to personer, som den 33-årige, ifølge sigtelsen, gik løs på med blandt andet en hammer, rørtang og et brækjern.
Episoden udspillede sig klokken 8.13 mandag morgen og godt og vel en time senere blev den 33-årige mand anholdt og sigtet for det voldelige overfald på de to personer.
Efter grundlovsforhøret tirsdag, der blev holdt for lukkede døre, er manden blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Kristina Frandsen til B.T.
»Han er sigtet for at have opbrudt en dør og skaffet sig adgang til lejligheden, hvorefter han slog de to personer i hovedet og på kroppen med værktøj,« siger anklageren.
»De to forurettede fik syningskrævende skader efter overfaldet,« uddyber hun.
Det er straffelovens paragraf 245, som omhandler legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, som manden er sigtet efter.
De to forurettede blev efterfølgende behandlet på sygehuset, men skaderne har ikke været livstruende, oplyste vagtchef ved Nordjyllands Politi René Kortegaard til B.T. mandag.
Kristina Frandsen kan af hensyn til efterforskningen ikke oplyse, hvad den 33-årig har forklaret i retten, andet end, at han nægter sig skyldig.
Han har desuden kæret afgørelsen til landsretten.


