Tre unge mennesker slap med livet i behold efter en absurd vanvidstur, der kostede dem en flyvetur på næsten 50 meter gennem luften.

Ulykken fandt sted sent onsdag aften omkring klokken 23 på rute 23 ved Jyderup i Nordvestsjælland.

Her kom gruppen af unge kørende fra Kalundborgsiden på Skovvejen med meget høj fart, da bilen ramte rundkørslen og fløj gennem luften, hvorefter føreren stak af.

»Føreren er løbet væk fra stedet og efterlod sig vragdele fra bilen, der lå ud over det hele,« siger Maria Sander Hansen, der er kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV2 Øst.

Byrd / Jens Nielsen

Over for B.T. bekræfter hun, at føreren tog benene på nakken efter det voldsomme uheld, der efterlod bilen totalsmadret. Han skulle dog være ved godt helbred trods flyveturen.

»Han var ikke ved køretøjet, da vi kom frem, men vi ved, at familien har været i kontakt med ham, så vi ved, at han er uskadt.«

Så let slap de to andre personer i bilen dog ikke.

Ifølge Maria Sander Hansen blev de begge kørt på hospitalet efter ulykken. De var dog ved bevidsthed.

Byrd / Jens Nielsen

Kommunikationsrådgiveren fortæller endvidere, at det var en kant på rundkørslen, der fungerede som en affyringsrampe, og som sendte bilen og de tre unge på den lange flyvetur.

»Bilen er landet i hvert fald 45 meter fra rundskørslen, så man må sige, den har trillet sig en tur,« siger Maria Sander Hansen.

Der var ingen andre i nærheden, da uheldet fandt sted.

Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvor meget for hurtigt bilen kørte, da den forulykkede.

»Det er vi ved at undersøge nu,« siger Maria Sander Hansen.